fbpx
Gymnastikforening er klar til ny sæson
IF32-Opvisning-2017-03-26-018.jpg

Gymnastikforeningen håber, at de igen kan fylde Glostrup Hallen som her i 2018. Arkivfoto: IF32 Glostrup Gymnastikforening

Gymnastikforeningen håber, at de igen kan fylde Glostrup Hallen som her i 2018. Arkivfoto: IF32 Glostrup Gymnastikforening
GLOSTRUP. IF32 Glostrup Gymnastik er klar til en ny – og forhåbentlig normal sæson 2021-2022 efter et par svære år under corona. For at tiltrække flere deltagere, har foreningen på søndag en Fitness Tryday, hvor man kan stifte bekendtskab med foreningens tilbud

IF 32 Glostrup Gymnastik er klar med programmet for sæson 2021/2022. Foreningen har mest indendørs aktiviteter og har derfor været hårdt ramt af corona-restriktionerne over det seneste år. Både i 2020 og 2021 blev foreningen traditionsrige sæsonafslutning også aflyst på grund af corona – nu håber foreningen, at de i 2022 igen kan samles i Glostrup Hallen til en stor opvisning. Men først skal holdene selvfølgelig lære de ting, der skal vises frem.

– Vi har haft to træge år, der har tæret godt på kræfterne hos trænere og bestyrelse med omrokeringer på hold for at imødekomme diverse afstandskrav, to aflyste opvisninger, udsatte generalforsamlinger, en masse rengøring af redskaber mellem holdene (inkl. indkøb af remedier hertil), håndtering af ønsker om refusion til medlemmer. Alt i alt en masse tid, der ikke har indeholdt så meget gymnastik, som vi ellers helst vil have det. Men nu ser vi frem mod normale tilstande. Vi holder dog fast i afspritning før hver træning, og ved behov også undervejs, siger Anita Lynge Bentved fra IF 32 Glostrup Gymnastikforening.

Igen i år udbyder foreningen gymnastikhold for stort set alle aldre og evner. Der er blandt andet hold, hvor forældre og deres børn får mulighed for at røre sig sammen. Børn, der skal lære at gå til gymnastik uden mor eller far kan komme på holdet Leg & Spilopper, og for børn og unge, der gerne vil konkurrere er der muligheder i sjipning/rope skipping og springgymnastik/TeamGym. Der er stadig pladser på de fleste hold.

Foreningens voksenhold har igen i år fin søgning. For at tiltrække flere voksne til gymnastikforeninger, er der søndag d. 29. august Fitness Tryday i foreninger over hele landet. Her byder IF32 på mulighed for at prøve aktiviteter som funktionel træning, All that jazz, Yoga, Lady Powerstyle og RO. Derudover kan man deltage i et online foredrag med titlen Hjerne og krop i top med fitnessekspert Marina Aagaard.

Det er gratis at deltage hele dagen. Arrangementet foregår i Søndervanghallen på Florasvej. Der er mere information på foreningens hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top