fbpx
Glostrup Basketball slog alle de store: Årets basketballklub i Danmark
DSC02274.jpg

Glostrup Basketball fik ny bestyrelse sidste år. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Glostrup Basketball fik ny bestyrelse sidste år. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Kort før sommerferien uddelte Danmarks Basketball Forbund prisen som årets klub til Glostrup Basketball, der over det seneste år har igangsat en masse nye aktiviteter og har haft stor fremgang i medlemstallet

I februar 2020 fik Glostrup Basketball en næsten helt ny bestyrelse, der over det seneste år har sat en masse nye aktiviteter i gang i klubben.

– Vi har fået genaktiveret vores samarbejdspartnere her under kommunen, Dansk Basketball forbund, DGI og skolerne i Glostrup, fortæller Stefan Christensen, der blev ny formand for bestyrelsen efter den ekstraordinære generalforsamling.

Som eksempler på nye aktiviteter nævner den nye bestyrelse sommerbasket, hvor klubben med støtte fra kommunen sidste sommer kunne invitere til gratis basketballtræning for alle fire dage om ugen i hele skolernes sommerferie.

Især samarbejdet med skolerne er vigtigt for klubben.

– Vi har lavet et børne-basket-forløb med Vestervangskolen. Det er et forløb over seks uger, hvor Børnebasket-Fondens instruktører kommer ud og træner eleverne i seks uger. Det er noget, hvor vi har fået midler til fra DGI og Glostrup Kommune, siger Stefan Christensen.

– Vi skal række ud til de potentielle medlemmer, der er i kommunen. Når børnene kommer, så kommer deres forældre ofte også med. Når vi kigger på medlemstilvæksten, så er det ikke kun ungdommen, så er det også de voksne herrer, der er kommet itl, siger Stefan Christensen.

Glostrup Basketball har i sæsonen 2020 formået at øge antallet af medlemmer med næsten 100 nye medlemmer i klubben fra cirka 150 til cirka 250 medlemmer.

Genoplivning

Glostrup Basketball er en ældre klub, der tidligere har været en rigtig stor klub med et 1. hold i den bedste række og en stor breddeafdeling. Siden gik det ned ad bakke, hvilket for nogle år siden fik klubben til at indgå et samarbejde med Wolf­pack fra Herlev.

– Det var ikke helt frugtbart for vores klub, siger Stefan Christensen.

– Det kom dertil, at der var behov for en ekstraordinær generalforsamling, hvor vi kunne vælge en ny bestyrelse og sige tak for mange års indsats til den gamle bestyrelse, fortæller Stefan Christensen.

Et par stykker fra den gamle bestyrelse fortsatte og blandt andet Stefan Christensen blev nyvalgt. Det var et stort arbejde, der lå foran den nye bestyrelse.

– Der var behov for at stoppe medlemsflugten og få styr på økonomien. Vi skulle finde ud af, om der var basis for at have en basketballklub i Glostrup, siger han.

Med en ny bestyrelse blev der også sat en ny retning for arbejdet i bestyrelsen.

– Vi fik fordelt ansvaret, men fik også lavet en transparens om beslutningsprocesserne, så det ikke er én mand, der træffer beslutningerne, men man er enige om det, siger Stefan Christensen.

Glostrup Basketball er årets klub i dansk basketball. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Godt samarbejde

Bestyrelsen i Glostrup Basketball har oplevet, at når de først rakte ud til de forskellige organisationer for at søge om penge eller trænerhjælp til projekter, blev de taget godt imod.

– En hvis proaktivitet fra en forening kan virkelig kastet nogle gode initiativer af sig. Folk har stået med åbne arme og vil gerne hjælpe. Mange af de puljemidler, der ligger i kommunen, har i flere år ikke været brugt. Det er ikke oceaner af midler, men hvis de ikke bliver brugt, ryger de jo bare tilbage i den store kasse. Det kommer de ikke til i fremtiden, hvis det står til os, siger Stefan Christensen.

Det samme oplevede klubben, da der blev lagt nyt gulv i hallen, hvor de normalt træner. I hallen er der en stor bane på langs og to baner på tværs. På det gamle gulv lå de to baner helt op ad hinanden. Det betød, at man ikke kunne bruge banerne samtidig. Men fordi den nye bestyrelse var aktive i samarbejdet med Glostrup Kommune, da strenge skulle tegnes, blev de to baner rykket lidt fra hinanden, så de nu kan bruges samtidig.

– Vi har været meget taknemmelig for vores samarbejde med idrætsanlægget, siger Stefan Christensen.

Han nævner også street-basketbanen på parkeringspladsen foran Glostrup Hallen, der blev etableret i et samarbejde mellem Glostrup Idrætsanlæg og basketballklubben.

Årets klub

Hele dette store arbejde på halvandet år kastede først på sommeren en kåring til årets klub i Danmarks Basketball Forbund af sig.

– Det havde vi ikke lige regnet med. Den klub, der fik prisen sidste år, det var Bakken Bears, som er en stor klub, der er blevet Danmarksmestre i mange år. Så vi tænkte, at vi ikke lige nåede deres niveau. Men de valgte at kigge på noget andet denne gang, så det var fedt, fortæller Stefan Christensen, der skyndte sig at viderebringe den gode nyhed til resten af bestyrelsen.

– Jeg tror, vi alle sammen havde det lidt sådan, ’det er simpelthen løgn’. Det smil sad på fra jeg fik beskeden og helt til næste morgen. Vi i lille Glostrup har slået Randers, Horsens og Svendborg, som er kæmpe klubber. Det bliver man stolt af. Så kan det godt være, man nogle gange har svaret på rigtig mange spørgsmål om, hvornår der er træningstider, hvornår kan vi det, og så videre. Lige i det man får beskeden, så har det været det hele værd. Så glemmer man, man har haft en masse hårdt arbejde, siger Martin Bjørn, der er kasserer i klubben.

Bestyrelsen håber, at titlen giver blod på tanden til at skabe en endnu bedre klub.

– Det giver virkelig meget energi. Da den umildbare begejstring havde lagt sig, tænkte jeg, hvordan kan vi udnytte det her? Hvordan kan vi lave endnu mere?, siger Stefan Christensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top