fbpx
Første skoledag ud af 2000
DSC03844.jpg

Eleverne i 0. klasse blev budt velkommen med en flagallé. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Eleverne i 0. klasse blev budt velkommen med en flagallé. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Vallensbæk. Når man starter i skole, er reglerne nogle andre, end når man går i SFO. Derfor bliver 1. skoledag stadig fejret som noget særligt, selvom børnene har været i SFO i tre måneder

Mandag klokken 9 stod de omkring 70 børn, der skulle starte i 0. klasse på Pilehaveskolen sammen med deres forældre og nogle bedsteforældre i gården ved det store Piletræ. Her stod indskolingsleder Birgit Henriksen og bød velkommen til børn og forældre.

– 0. klasse er det vigtigste år i jeres børns skolegang. Det er der, man skal lære at gå i skole, det er der, man lærer, hvad det vil sige at gå i skole, sagde hun.

Mange af børnene hilste på hinanden helt fra morgenstunden af. De startede nemlig allerede i SFO 1. maj i år. Så de kendte allerede skolen og de lokaler, som de skal være i. Og selvom børnene var spændte på at starte rigtigt i skole, var der ikke nogen, der blev kede af det eller bange.

Men der er forskel på at gå i skole og i SFO, fortalte indskolingslederen.

– Der er forskel. Forskellen er blandt andet, at man skal i skole hver dag. Man kan ikke lige tage en fridag sammen med farmor. En skole er ligesom, når de voksne går på arbejde, den skal passes hver dag. Klokken 8.00 skal man sidde klar inde i klassen. I skolen skal man også nogle gange lave noget, man ikke har så meget lyst til. I SFO kan man for eksempel vælge, om man vil være inde eller ude, sagde Birgit Henriksen.

Indskolingsleder Birgit Henriksen talte om forskellen på at gå i SFO og gå i skole.
Foto: Jesper Ernst Henriksen

Tag det roligt

For nogle børn kan det virke overvældende at skulle starte i skole og lære en masse nyt. Men der er masser af tid til det.

– Man skal lære en hel masse, man skal lære noget med bogstaver, man skal lære noget med tal, man skal lære noget dyr og planter, man skal lære noget om bevægelse. Man skal lære at være en god klassekammerat, I skal lære rigtig mange ting, men bare rolig, der er tid nok til det, det er ikke kun i dag, i har faktisk 2.000 skoledage ind til i går ud af 9. klasse, sagde indskolingslederen henvendt lige så meget til forældre som til børn.

Børnene i de nye 0. klasser får alle sammen en ven i 5. klasse, som skal hjælpe de nye børn med at finde rundt på skolen og svare på spørgsmål, hvis de nye børn er i tvivl om, hvordan man gør tingene i skolen.

Nogle børn havde allerede fra første dag helt styr på reglerne i et klasselokale. Foto: Jesper Ernst Henriksen

De store børn fra 5. klasse stod klar på første dag ofr at byde de nye elever pænt velkommen. De sang mariehønen evigglad for dem, og da de små skulle ind på skolen, dannede de store en flagallé.

Inde i klasserne havde eleverne cirka en time med deres nye børnehaveklasseledere. Imens fik forældrene lidt mere praktisk inforation og gode råd til, hvordan man får en god skolestart fra indskolingslederen. Derefter gik forældrene ud i klasselokalerne og hentede deres børn, og så var den første skoledag slut. Nu mangler børnene stadig 1.999.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top