fbpx
DSB’s chikane har taget overhånd
Debat_web.png
DEBAT.  

I gamle dage, når der var sporarbejde, blev det meldt ud i god tid. Og der var færre af dem, for tingene blev fikset på én gang.

I dag kan man stå med håret i postkassen, når DSB/Banedanmark med kort varsel indstiller togdriften i tre uger.

Det seneste eksempel er det nuværende sporarbejde mellem Høje Taastrup og Valby, hvor vi i Brøndbyøster ikke kan komme med toget frem til 5. september.

Men hvor borgerne i Glostrup stadig kan komme med S-toget, bliver borgere i Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre henvist til togbusser. For S-togdriften bliver nemlig ikke indstillet under sporarbejdet. Nej, S-toget kører blot forbi Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre! Os brøndbyborgere, der er afhængige af S-toget, står med en lang næse.

Med dette eksempel overgår DSB hidtidige eksempler på chikane af os kunder som at køre med korte tog på linje B i myldretiden. Hvorfor kan S-toget stoppe i Glostrup, men ikke i Brøndbyøster?

Vi betaler for verdens dyreste offentlig transport. Og specielt her i Brøndby er vi mange borgere, der ikke bare kan hoppe over i bilen – for vi har ikke nogen.
Jeg vil derfor opfordre borgmesteren og kommunalbestyrelsen til at tage fat i DSB og bede dem om at få linje B til at betjene de tre stationer under sporarbejdet.

Svar 1: DSB vil gerne informere bedst muligt

Af Tony Bispeskov, Informationschef i DSB

Kære Dennis Baggers Laursen.

Jeg skal være den første til at beklage, hvis du ikke mener, at vi har været gode nok til at informere om sporarbejdet. Det må vi forsøge at gøre bedre.

Vi prøver at være til stede dér, hvor vores kunder er.

På vores hjemmeside DSB.dk har vi informeret om sporarbejdet siden den 26. maj i år.

På stationerne og i S-togene har vi, inden sporarbejdet gik i gang, opsat skilte og foretaget udkald.

Vi har indrykket annoncer i lokalaviserne langs strækningen – herunder i nærværende avis.

På sociale medier har vi bestilt annoncevisninger, der er målrettet brugere, der bor i eksempelvis 2605, 2610 og 2650.

Endelig har vi i vores loyalitetsprogram DSB Plus med op mod en million tilmeldte brugere udsendt nyhedsbreve om det forestående sporarbejde.

Hvordan kan det så være, at S-togene passerer Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre uden at standse? Det gør vi, fordi Banedanmark udfører sporarbejde i nabosporet, og så skal vi passere langsomt forbi, og nogle gange skal vi helt ned at holde stille.

For at indhente den tabte tid, er vi nødsaget til at springe nogle af stationerne over, inden S-togene på linje B fletter sammen med linje C og H i Valby – og de øvrige linjer på København H. Alternativet er, at vi ændrer køreplanen for hele S-togsnettet.

Under sporarbejdet betjener vi Brøndbyøster, Rødovre og Hvidovre med Togbusser. Valget er faldet på de tre stationer, fordi de andre stationer har flere passagerer. Glostrup har eksempelvis tre gange så mange passagerer som Brøndbyøster og næsten ligeså mange passagerer som de tre stationer tilsammen.
Jeg vil opfordre dig til at melde dig ind i vores loyalitetsprogram DSB Plus, hvor vi automatisk orienterer dig om større planlagte ændringer – eksempelvis næste etape af Banedanmarks sporarbejde i 2022.

Svar 2: Sporene skal desværre repareres

Af Kent Max Magelund (S), Borgmester i Brøndby & Vagn Kjær-Hansen (SF), Formand for Teknik- og Miljøudvalget

Kære Dennis
Vi forstår godt at du er generet af sporarbejdet, som betyder at du skal med togbus til og fra Brøndbyøster. Det er også rigtig ærgerligt at se S-toget køre forbi stationen uden at stoppe.

Forklaringen er lidt kompliceret. Det er fjerntogenes spor som skal renoveres mellem Hovedbanen og Høje Taastrup. Det betyder at S-togene ikke kan køre på det spor som er lige ved siden af fjerntogssporene. I den aktuelle periode skal S-toget derfor hurtigt fra Glostrup til Valby (og omvendt), for at S-toget i den anden retning kan komme til at køre. Det standser derfor kun på én station undervejs, nemlig Danshøj som ligger inde i et villakvarter hvor det ville være særlig besværligt at sende togbusserne forbi.

Vi har ikke tænkt os at bede DSB om at stoppe togene på alle stationer. Så ville der kun kunne køre S-tog cirka hver halve time, og det ville være en stor gene for alle passagerer med toget. DSB’s løsning betyder, at passagererne til stationerne mellem Danshøj og Glostrup får en væsentligt forlænget rejsetid, men at der kun behøver at være 20 minutter imellem togene.

Sporarbejder er meget generende, men de er desværre nødvendige. Vi er overbevist om at Banedanmark bestræber sig på at de skal genere mindst muligt. Alternativet ville være værre, at man ikke vedligeholdt sporene ordentligt, og pludselig brød de sammen uden varsel.

Din bemærkning om at DSB ikke har varslet i god tid lader vi gå videre til DSB. Vi ved ikke om de har fået sen besked fra Banedanmark om sporarbejdet, men vi vil opfordre dem til at fortælle om kommende sporarbejder i de lokale aviser.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top