fbpx
Danmarksmesterskab i sejlads med modelskibe
DSC04813.jpg
Det kan også godt lade sig gøre at sejle modelskibe for vind. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. I den forgangne weekend blev Danmarksmesterskabet i sejlads med modelskibe afholdt i Vallensbæk Nordhavn. Det blev et par hyggelige dage for de 49 deltagere og de mange besøgende

Lørdag og søndag var der masser af aktivitet omkring den lille sø ved Vallensbæk Torvevej mellem Holbækmotorvejen og Vallensbækvej. Søen bliver mere eller mindre officielt kaldt Vallensbæk Nordhavn. Det er nemlig fra denne ”havn” at Vallensbæk Modelskibs Klub sejler.

Lørdag og søndag var de værter for Danmarksmesterskabet i modelskibssejlads. Det var egentlig meningen, at konkurrencen skulle have været holdt i Esbjerg, men da Vestkysten er plaget af en fiskevirus, som man ikke ønsker ind i Øresund, kunne det ikke holdes i Esbjerg. Så med fire ugers varsel sagde Vallensbæk Modelskibs Klub ja til at afholde mesterskabet.

– Kommunen har været meget venlige og har hjulpet til, det samme har mange af medlemmerne, siger Thomas Reichert, der er formand for klubben, der er Danmarks største.

Han var rigtig godt tilfreds med arrangementet.

– Det har været meget tilfredsstillende. Vi har 49 deltagere fra fire klubber, så det er meget fint, siger han.

Masser af medaljer

I løbet af lørdagen og søndag formiddag blev der sejlet på den lille sø, hvilket tiltrak en del opmærksomhed fra gæster ud over deltagerne. Men når solen går ned og tilskuerne tager hjem, er der plads til hygge blandt deltagerne.

– Om aftenen sidder vi og snakker sammen, deler erfaringer og kigger på de både, vi har bygget. Vi sidder tit til omkring midnat, siger Thomas Reichert.

Selve konkurrencen er delt op i aldersklasserne junior og senior og efter bådenes længde. Derudover er der en særlig klasse til de mere fantasifulde fartøjer som fjernstyrede ænder eller små badekar med en barbiedukke i.

I sejladserne har hver kaptajn syv minutter til at gennemføre banen, hvilket er rigeligt tid. De bliver bedømt på med hvilken præcision de gennemfører banen og til sidst at lægge til i dokken.

I alt var der ni klasser, hvorfra der blev uddelt 25 medaljer. Vallensbæk Modelskibs Klub tog selv fire af guld, fire af sølv og fem af bronze.

– Det var lige over halvdelen, så det er vi meget glade for, siger Thomas Reichert.

Se også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top