fbpx
Bygger man for selvstændighed?
Debat_web.png
DEBAT.  

Jeg kan konstaterer, at Vallensbæk kommune fortsat sørger for, at der opføres højhusbyggeri på alle de grunde, hvor det er muligt.

Dette sker formodentlig, fordi kommunalbestyrelsen vil prøve på at sikre sig, at Vallensbæk kommune kan fortsætte som selvstændig kommune.
Vallensbæk er vel nok både i areal og indbyggertal den mindste kommune i Danmark.

Kommunen blev jo for år tilbage truet med at blive sammenlagt med Ishøj eller Brøndby, og har indtil for nylig også skulle samarbejde med Ishøj på flere områder.
Vallensbæk har jo i mange år kaldt sig ”den grønne ø i det røde hav”, fordi vi er omgivet af meget ”røde” kommuner til alle sider – Brøndby, Ishøj og Albertslund.

Et samarbejde med en af disse kommuner ville nok blive meget vanskeligt for Vallensbæk, der er meget mindre i indbyggertal end disse omgivende kommuner.

Men jeg forstår, at Kommunalbestyrelsen i Vallensbæk prioriterer Vallensbæks overlevelse som selvstændig kommune frem for at beholde det absolutte konservative flertal, som der stort set har været i hele Vallensbæks eksistens som selvstændig kommune.

Men man er formentlig godt klar over, at man mister flertallet ved næste valg, og fremover, da der jo ikke er mange konservative, som flytter ind i disse højhusbyggerier. De konservative sætter pris på hus og have.

Svar: Velstand kræver forandring

Af Henrik Rasmussen (K), Borgmester i Vallensbæk

Jeg er glad for, at du værdsætter værdierne i Vallensbæk. Værdier skabt med et konservativt flertal, værdier jeg ej heller vil give afkald på. Så du kan sagtens stemme konservativt til KV21, og det samme kan borgere der bor i andet end en villa.

Med den politik, de konservative har ført i Vallensbæk det seneste årti, har vi opnået resultater, som de fleste nok ikke troede på var muligt. At vi fra 1. januar accepteres som en selvstændig kommune siger en del. Men sandt er det, at velstand også kræver forandringer.

Den demografiske udvikling de seneste år, hvor der ikke kom nye boliger i Vallensbæk, taler for sig selv. Børnetallet er faldet, arbejdsstyrken er faldet, mens antallet af ældre er steget. Dette sammen med en udligningsreform (vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, De radikale, SF og Alternativet på Christiansborg) udfordrer et forventet højt serviceniveau og dermed kommunens økonomi.

Vallensbæk skal konstant arbejde for, at vi er ”det mere” attraktive end vores nabokommuner, som også rigtig gerne vil tiltrække nye ressourcestærke familier til deres kommuner, med nye boliger.

Boligformen har ændret sig gennem årene. Villa og stor have var engang familiedrømmen. Sådan er det ikke nødvendigvis for alle længere, men efterspørgslen på kloge og fleksible kvadratmeter til sammenbragte familier, med hjemmearbejdspladser mv. stiger. Derfor åbner vi også op for muligheden til at skabe nye attraktive boliger på gamle industri/erhvervs-grunde i Vallensbæk.

Det betyder ikke, at vi fortrænger erhvervet, tværtimod. Vi har aldrig haft så mange private arbejdspladser i kommunen som nu, men det er andre typer erhverv end for 20 år siden.

Jeg forstår godt frygten for forandring, men jeg lover, at vi har samme interesse – nemlig at bevare Vallensbæk som en attraktiv grøn oase på vestegnen, hvor ejendomspriserne er stigende. Men det sker desværre ikke af sig selv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top