fbpx
Brøndby blev sænket af sidste sæsons guldvindere
2021-08-11_at_19-35-53_Fujifilm_X-T4_DSCF4712x.jpg

Det lykkedes ikke for Brøndby at få revanche mod HB Køge onsdag aften. Foto: Robert Hendel

Det lykkedes ikke for Brøndby at få revanche mod HB Køge onsdag aften. Foto: Robert Hendel
SPORT. Brøndby tabte onsdag aften til HB Køge, da de to titelaspiranter atter tørnede sammen i et opgør, hvor de blå-gule fik aldrig fik offensiven til at fungere

Fodboldkvinderne fra Brøndby havde revanche til gode, da de besøgte Køge onsdag aften.

På samme bane snuppede HB Køge i juni det danske mesterskab for næsen af Brøndby med en sejr på 3-1. De blå-gule måtte dog endnu engang tage tomhændede hjem fra Capelli Sport Stadion i Køge. Hjemmeholdet vandt kampen med 2-0 i et opgør, hvor Brøndbys offensiv blev lukket effektivt ned.

HB Køge sad på opgøret fra kampens begyndelse, og der skulle gå 36 minutter, før Brøndby havde et reelt forsøg på mål. Afslutningen fra Beatrice Persson gik dog forbi mål.

Ni minutter senere brændte det på foran Brøndby-målet, da hjemmeholdets Cecilie Fløe lagde en bold fladt tilbage i feltet, men Sofie Hornemann fik sendt bolden over mål.

I anden halvleg fortsatte HB Køge med at presse Brøndby, og efter to minutter kunne det være gået galt for Brøndby, da Cecilie Fløe fik en stor chance. Ann-Kathrin Dilfer stod dog godt placeret i målet. Kort efter kom hjemmeholdets Kyra Carusa igennem, men også denne afslutning snuppede Ann-Kathrin Dilfer, der holdt Brøndby inde i kampen.

Godt 10 minutter inde i anden halvleg brød Frederikke Lindhardt igennem i venstre side, men afslutningen endte lige på Køge-keeper Kaylan Marckese. Det var en af få Brøndby-afslutninger i kampen.

Syv minutter senere blev et hjørnespark sendt ind i Brøndbys felt. Bolden havnede hos Kelly Fitzgerald, der helt umarkeret kunne sende bolden i nettet til 1-0.

20 minutter før slutfløjtet udbyggede Madalyn Ann Pokorny hjemmeholdets føring, da hun blev spillet helt fri af Kyra Carusa, der fik bolden med sig i venstre side. Det lukkede reelt kampen, og det nærmeste, gæsterne kom en scoring, var et frispark fra Nanna Christiansen, der sneg sig forbi mål i det 89. minut.

Lørdag skal Brøndbys fodboldkvinder forsøge at rejse sig på udebane mod oprykkerne fra AaB.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top