fbpx
Første gang nogensinde: Pokalfinale kommer til Brøndby
2021-05-03_at_20-23-36_DJI_FC7303_DJI_0826x-3.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby Stadion lægger græs til finalen i Sydbank Pokalen i 2022. Foto: Robert Hendel
SPORT. De seneste to pokalfinaler i Sydbank Pokalen har fundet sted i Jylland. I de kommende to år kommer finalekampene atter tilbage til hovedstadsområdet. Brøndby Stadion får for første gang nogensinde æren af at lægge græs til finalen i 2022, mens Parken er finalestadion i 2023

Pokalfinalen kommer til Vestegnen i 2022. Det har Dansk Boldspil-Union netop offentliggjort unionens hjemmeside, hvor det fremgår, at Brøndby Stadion for første gang nogensinde bliver finalestadion i pokalfinalen for herrer.

Valget af det stadion, der skal huse finalen i Sydbank Pokalen er sket som en del af et samlet udbud for 2021-2023. Her Ceres Park i Århus udpeget til at være værtsstadion for finalen i 2021, hvor Randers FC snuppede pokaltitlen. I 2022 bliver det Brøndby Stadion, mens Parken lægger græs til finalen i 2023.

– Med valg af finalestadioner for 2022 og 2023 i god tid får vi mulighed for at skabe de bedste rammer om finalerne i Sydbank Pokalen sammen med de valgte stadioner. Vi ser frem til fantastiske finaler de næste to år på Brøndby Stadion og i Parken – og vi drømmer om igen at have fulde huse på lægterne efter to sæsoner med covid-19 restriktioner, lyder det fra turneringschef Peter Ebbesen til DBU’s hjemmeside.

Pokalfinalen arrangeres i et samarbejde mellem Dansk Boldspil-Union og Divisionsforeningen, hvor det fælles mål er at skabe bedst mulige rammer for klubber og fans. Den primære betingelse for at få tildelt finalen har været en stadionkapacitet på minimum 15.000 tilskuere. Derudover har DBU lagt vægt på parametre som sikkerhed og økonomi, ligesom mulighederne for at sikre en folkefest for fansene er et vigtigt punkt i udvælgelsen af finalestadion.

Hos Brøndby IF er ledelsen stolt af, at Brøndby Stadion er blevet valgt som finalestadion i Sydbank Pokalen.

– Vi har igennem de seneste år lavet strategiske investeringer i forbedringer af fanoplevelsen på stadion, såsom Fanzonen, ligesom vi denne sommer har investeret i at skifte græsset på banen, siger Ole Palmå, der er administrerende direktør i Brøndby IF, til klubbens hjemmeside.

Investeringerne i fanoplevelsen har ifølge fodboldklubbens direktør stor betydning for, at Brøndby Stadion nu kan lægge græs til både landskampe og nu også en pokalfinale.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top