fbpx
Kommunens vild med vilje bede er ikke nok – vi skal have fællesskaberne med
DSCF1839maja.jpg

Maja Holt Højgaard, kandidat til KV21 for Socialdemokratiet i Brøndby. Foto: Robert Hendel

Maja Holt Højgaard er kandidat til KV21 for Socialdemokratiet i Brøndby. Foto: Robert Hendel
DEBAT.  

Brøndby Kommune har meldt sig ind i kampen om at blive Danmarks vildeste kommune, men vi har ikke en chance, hvis det kun er kommunen, der giver plads til uhæmmet vækst af vilde blomster og ukrudt.

På mine løbeture rundt i kommunen er det en fornøjelse at følge kommunens vilde bede, der lige nu blomstrer med valmuer og andre hjemmehørende blomster. Formålet med bedende er at skabe bedre plads og overlevelse for de mange typer af bier, sommerfugle og andre insekter, som vi i disse år ser er på kraftigt tilbagetog. Samtidig er det tydeligt, at kommunens indsats er nødvendig, for når man passerer haver og boligforeninger, er det fortsat en meget stram og efterhånden lidt gammeldags æstetik, der præger vores by. Det er tydeligt, at vi i Brøndby elsker blomster, men der er desværre ikke meget plads til de blomster, som får vores dyreliv til at trives.

Formålet med at gøre Brøndby mere vild er ikke, at det skal se uordentligt ud i sig selv. Og ordentlighed i gadebilledet er vigtigt, når man bor i en kommune, hvor vi bor tæt og med en stor mangfoldighed af mennesker. Men hvis vi gerne vil have en mangfoldighed af dyr, må vi give lidt slip på perfektionismen og dyrke skønheden i det vilde look.

Moden skifter og sæder mildnes. Jeg håber, de blomsterglade borgere i vores by vil omfavne denne trend. Vi har nemlig med både skov og strand potentiale til at få endnu flere spændende, gavnlige og vilde dyr.

Det er denne debatørs håb, at vi i fællesskab kan lade det vilde få lov at brede sig lidt mere i privaten og i erhvervsområder og foreningerne, og samtidig hjælpes ad med at holde orden i vores bybillede.

Vi er i Brøndby danske mestre i løfte i flok. Det er den holdånd og lokale stolthed, vi også har brug for at alle bidrager med nu, når de lader et hjørne af haven gro, eller lader de vilde blomster omkranse legepladserne i boligforeningerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top