fbpx
Hjælp til 120 unge: Tuba kommer til Brøndby
DSCF9144alk.jpg

Børn og unge, der vokser op med alkohol i hjemmet, kan nu få hjælp i Brøndby. Foto: Robert Hendel

Børn og unge, der vokser op med alkohol i hjemmet, kan nu få hjælp i Brøndby. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Snart kan børn og unge fra familier med alkoholproblemer og stofmisbrug få hjælp, når TUBA åbner ny afdeling i Brøndby

I august er der hjælp at hente for børn og unge, der er vokset op i en familie præget af alkohol- og stofmisbrug.
TUBA Danmark har indgået et samarbejde med Brøndby Kommune og Den Sociale Investeringsfond om at åbne et tilbd i Brøndby­øster Landsby. Det betyder, at 120 unge over de næste tre år kan få gratis hjælp lokalt i Brøndby.

– Når man som barn og ung vokser op med misbrugsproblemer i familien, har man fået nogle barske og uretfærdige benspænd i forhold til at klare sig lige så godt som andre unge, siger Per Jensen (S), der er formand for Social- og Sundhedsudvalget i Brøndby.

Han mener derfor, at det er oplagt at hjælpe udsatte børn med at få et bedre afsæt til at få succes i livet trods de oplevelser, de har med i bagagen hjemmefra.

I hver skoleklasse sidder der ifølge Sundhedsstyrelsen op til to børn, der vokser op i familier med alkohol- eller stofproblemer. Det får ofte konsekvenser for deres mentale sundhed, deres uddannelse og tilknytningen til arbejdsmarkedet. 30 procent af børnene er desuden i risiko for selv at udvikle et misbrug, der ender med senfølger som angst og depression.

– Vi ved, at vi kan flytte unge fra at være på passiv forsørgelse til at forsørge sig selv. Den Sociale Investeringsfond tror på, at den hjælp, som TUBA giver, kan have en positiv effekt både på det menneskelige og det økonomiske plan, fortæller Henrik Appel, der er landsleder i TUBA, der i 24 år har specialiseret sig i at behandle børn og unge mellem 14-35 år for senfølger i forbindelse forældrenes misbrug.

Lykkes det for TUBA at sikre bedre trivsel, uddannelse og tilknytning til arbejdsmarkedet for de unge, der kommer i behandling i Brøndby, skal kommunen betale investeringen tilbage til Den Sociale Investeringsfond.

– Vi ved, at 73 procent af de adspurgte børn og unge, der allerede har været igennem et af TUBAs forløb, føler sig bedre rustet til job, uddannelse og skole, forklarer Henrik Appel, der vil være til stede, når TUBA holder åbningsreception den 25. august 2021 i tidsrummet mellem klokken 15 og 17 på Brøndbytoften 1, 1. sal i Brøndby.

I 2020 var 3969 børn og unge i behandling i TUBA.

Henrik Appel er landsleder i TUBA. Foto: Stine Heilmann

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top