fbpx
Fodboldklubhus bliver færdigt før tid
DJI_0349.jpg

Klubhuset, som Brøndbyernes IF benytter, står efter alt at dømme klar før tid. Foto: Robert Hendel

Klubhuset, som Brøndbyernes IF benytter, står efter alt at dømme klar før tid. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Opførelsen af det nye, store klubhus ved Brøndby Stadion skrider frem og forventes at være færdigt tidligere end planlagt

1.200 aktive fodboldspillere får snart opgraderet faciliteterne, når det nye klubhus til Brøndbyernes IF står klar.

I de kommende uger bliver stål- og facadeelementer monteret, og dermed er en milepæl rundet i opførelsen af det store byggeri, der kommer til at indeholde nye omklædningsrum, mødelokaler og fitnessrum.

– Der sker meget i Sportsbyen for tiden og et nyt klubhus, der bliver et aktivt samlingspunkt for Brøndby IFs mange spillere og deres familier, vil skabe yderligere liv og sammenhængskraft i området, siger borgmester Kent Magelund (S).

Han og den øvrige kommunalbestyrelse satte 61,5 millioner kroner af i budgettet for 2020 til at få renoveret det eksisterende klubhus, så der kunne skabes et stort og centralt cafeteria og omklædningsfaciliteter til dameholdene.

I byggeprocessen skal der løbende tages mange store og små beslutninger om alt fra indretning til materialevalg. Her er Brøndby Kommune og fodboldklubben i dialog, så klubhuset bliver indrettet optimalt.

– Vi har jo en indsigt i, hvordan huset skal fungere, så de 1.200 fodboldspillere og 650 frivillige trives i det. Det handler om alt fra størrelsen på omklædningsrummet til placeringen af boldrummet, siger Christian Barrett, der er formand for Brøndbyernes IF.

Klubhuset er teget af Domus arktikter, og det er Base Erhverv, som står for opførelsen. Oprindeligt skulle byggeriet være færdigt i efteråret 2022, men nu ser det ud til, at det kan tages i brug allerede i løbet af foråret 2022.

– Det vil give vores klubliv et stort boost, når alle kan klæde om det samme sted, at vi får styrketræningsfaciliteter og at vi får et stort cafeteria som husets hjerte. Her vil man forhåbentligt både som spiller og familie hænge ud før og efter kamp og træning og være en del af klubbens liv, siger Christian Barrett.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top