fbpx
Drama i Dansk Folkeparti
Første-spadestik.jpg

Flemming Ørhem er nuværende 1. viceborgmester og har i den rolle blandt andet taget første spadestik til de nye boliger på Stationsparken. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen

Flemming Ørhem er nuværende 1. viceborgmester og har i den rolle blandt andet taget første spadestik til de nye boliger på Stationsparken. Arkivfoto: Jesper Ernst Henriksen
Glostrup. Flemming Ørhem og Pia Dahlin har meldt sig ud af Dansk Folkeparti, efter Flemming Ørhem ikke blev valgt som spidskandidat til det kommende kommunalvalg. Han føler sig svigtet af bestyrelsen, der til fremhæver, at han blev væltet ved et almindeligt, demokratisk valg

Som vi tidligere har skrevet her i Folkebladet, så bliver det Peder Kähler, der kommer til at stå øverst på listen for Dansk Folkeparti til det kommende kommunalvalg. Ved de fem foregående valg var det ellers Flemming Ørhem, der stod øverst på Dansk Folkepartis liste. Sådan havde han også forestillet sig, at det skulle være igen. Han oplyser, at han stillede op som spidskandidat efter anbefaling fra den siddende bestyrelse. Men på selve mødet blev Peder Kähler, der er medlem af bestyrelsen, opfordret til at stille op, hvilket han takkede ja til.

– Det var efter anbefaling fra bestyrelsen, jeg stillede op. Så går bestyrelsen hen og anbefaler et andet bestyrelsesmedlem, Peder Kähler. Det synes jeg virker meget mærkeligt, meget dysfunktionelt, siger Flemming Ørhem.

Det var efter anbefaling fra bestyrelsen, jeg stillede op. Så går bestyrelsen hen og anbefaler et andet bestyrelsesmedlem, Peder Kähler. Det synes jeg virker meget mærkeligt, meget dysfunktionelt

Flemming Ørhem

Han stillede efterfølgende op til det almindelige valg til den næste del af listen, hvor han blev valgt som nummer to efter Ann Speltzer, så han altså blev opstillet som nummer tre på Dansk Folkepartis liste.

Den plads han han nu trukket sig fra, ligesom han har meldt sig ud af Dansk Folkeparti.

– Den lokale bestyrelse siger et og gør noget andet. Det kan jeg ikke acceptere, forklarer han.

Demokratisk valg

Peder Kähler fortæller, at han ikke på forhånd havde orienteret Flemming Ørhem om, at han ville stille op som spidskandidat, da det først var på opstillingsmødet, han traf den beslutning.

– Jeg havde ikke nogen planer om at skulle være nummer ét, da jeg gik ind til opstillingsmødet, jeg ville stille op på listen. Så var der et medlem, der spurgte, om jeg kunne tænke mig at stille op som spidskandidat. Så skal man være lidt fjollet, hvis man siger ’nej, det vil jeg ikke’, forklarer han.

Han synes ikke, han har behandlet Flemming Ørhem forkert.

– Det er sådan, spillereglerne er. Hvis de andre gerne vil have Flemming, så stemmer de på ham, hvis de gerne vil have mig, så er det sådan, det er. Der er foregået et demokratisk valg, det må man respektere. Man kan ikke regne med, at fordi man har været nummer et i mange år, så er man det bare for altid, siger han.

Der er foregået et demokratisk valg, det må man respektere. Man kan ikke regne med, at fordi man har været nummer et i mange år, så er man det bare for altid

Peder Kähler

Samme opfattelse har formand Henning Christensen.

– Bestyrelsen anbefalede Flemming som spidskandidat. Det er jo demokratiet, der bestemmer. Det er opstillingsmødet, der bestemmer, hvilken rækkefølge, man stiller op i, siger han.
Ifølge ham er det ikke usædvanligt, at et andet bestyrelsesmedlem stiller op mod en spidskandidat, der er anbefalet af bestyrelsen.

– Det kan man jo gøre. Der var én, der blev opfordret til det og sagde ja, og så var der en ganske almindelig, demokratisk afstemning. Om man kan lide det eller er enig, så er det jo stadig sådan det er, siger han.

Tab for partiet

Begge de to nuværende medlemmer af bestyrelsen er kede af, at Flemming Ørhem nu er ude af Dansk Folkeparti.

– Når man har siddet der i 20 år, har man fået noget erfaring, så på den måde er det et tab, siger Henning Christensen.

– Jeg synes, det er ærgerligt, at han forlader partiet og trækker sig. Flemming har været en god mand for Dansk Folkeparti, men nu er vi et nyt hold, og så gør vi det på vores måde. Jeg er nummer ét og Ann Speltzer nede fra Blondies er nummer to, så vi har fået en ung, erhvervsaktiv kvinde ind som kandidat. Vi er i gang med at drøfte internt, hvordan vores strategi skal være til valget, siger Peder Kähler.

Som nummer syv på listen var Annette Thorsen blevet valgt. Hun var ikke til stede på selve mødet, men efter at have hørt om begivenhederne på mødet, har hun også valgt at trække sig som kandidat.

– Jeg ville jo gerne bakke op om listen og vores gode viceborgmester Flemming Ørhems genvalg. Jeg finder nu ud af, at Peder Kähler har ”overtaget” placeringen som spids- og borgmesterkandidat. Det kan jeg ikke bakke op om, og jeg beder om at blive fjernet fra kandidatlisten. Samtidig melder jeg mig ud af Dansk Folkeparti i Glostrup, skriver hun i en udmeldelse, som Folkebladet har set.

Også Pia Dahlin, der er nuværende medlem af kommunalbestyrelsen for Dans Folkeparti, har meldt sig ud af partiet. Hun var ikke interesseret i genvalg.

Flere tilbud

Flemming Ørhem og Pia Dahlin fortsætter i kommunalbestyrelsen i resten af valgperioden, der slutter nytårsaften.

Flemming Ørhem overvejer, om han skal have en fremtid i politik i Glostrup derefter.

– Jeg har tænkt mig stadig at være med til at passe på Glostrup. Så må jeg se, hvilke muligheder, jeg har for det. Jeg er allerede blevet kontaktet af andre partier, der har spurgt, om jeg vil være med hos dem. Det har jeg sagt pænt nej tak til. Men jeg vil gerne fortsætte i kommunalbestyrelsen efter nytår. Jeg har mange tanker, men jeg har ikke truffet nogen endelig afgørelse om, hvad jeg gør endnu, siger han.

Jeg har tænkt mig stadig at være med til at passe på Glostrup. Så må jeg se, hvilke muligheder, jeg har for det. Jeg er allerede blevet kontaktet af andre partier, der har spurgt, om jeg vil være med hos dem. Det har jeg sagt pænt nej tak til

Flemming Ørhem

Selvom han ikke længere er en del af Dansk Folkeparti, står han stadig på mål for de aftaler, som han har indgået på vegne af Dansk Folkeparti.

– De aftaler, som Pia og jeg har indgået, dem står vi ved, uanset om vi er medlemmer af Dansk Folkeparti eller ej. Vi overholder en aftale, siger Flemming Ørhem.

Bestyrelse fortsætter

Ved et efterfølgende møde blev Dansk Folkepartis bestyrelse genvalgt. Den består nu af Henning Christensen, der er formand, Peder Kähler, der er næstformand og de menige bestyrelsesmedlemmer Henrik Brøndberg, Jan Hvidkjær og Jane Jacobsen, mens Ann Spetzler er suppleant.

– I den kommende periode og i valgkampen vil den borgernære velfærd blive højt prioriteret. Det samme vil arbejdet med en byudvikling med mennesker i centrum. Et Glostrup som Vestegnens grønne hjerte. En god og faglig udviklende skole med en ledelse tæt på den enkelte afdeling/skole. Et nært og trygt sundhedsvæsen. I arbejdet med fortsat fremgang skal DF i Glostrup ses som et hold der vil et stærkt lokalsamfund, oplyser den genvalgte formand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top