fbpx
Bøger til hængekøjen: Bøger fra en dyster fremtid
Uge-28.jpg

Bøger til hængekøjen

Nana Thejll Jakobsen og Gro Johanne Vase fra Glostrup Bibliotek anbefaler bøger til sommerlæsningen hver uge i juli. Foto: Birgitte Klæbel
GLOSTRUP. Hver uge i juli anbefaler Glostrup Bibliotek bøger til sommerlæsningen. Denne uge byder på gode og medrivende dystopier fra en nær, men dyster fremtid

Anbefalinger til voksne

Anbefalet af Nana Thejll Jakobsen

Charlotte McConaghy:
Til verdens ende

Gads forlag

I denne roman kommer læseren med på en rejse ud i det ukendte. Vi oplever en verden og en natur, som endnu er ukendt for os, men som skurrer derude i den nære fremtid: En verden hvor dyrene uddør, én art efter den anden. Dette er samtidig også en roman om et menneske, hvis indre vildskab og rastløshed både skaber konflikt, udfordringer og muligheder. Det er en fortælling om sorg og kærlighed – både til mennesker, naturen og til livet selv. Læseren efterlades både eftertænksom, rørt og oprørt på samme tid, når den sidste side er vendt.

Maria Gerhardt:
Transfervindue

Politikens forlag

På kanten af døden skrev Maria Gerhardt denne utopiske fortælling hvor hele Nordsjælland er ét stort luksushospice for de døende. Klædt i hvidt tøj går de døende rundt og “nyder” den sidste tid med alt hvad de indebærer af sushi, kolde gys i havet og fodmassage. Hvad de til gengæld ikke har er kontakt til deres nærmeste, dem har de nemlig måtte sige farvel til inden de “tjekkede ind” i området. Det er en tankevækkende bog om det “liv” som mennesker med en skidt overlevelsesprognose står overfor. Samtidig også et rørende blik ind i de stærke følelser af afsavn, afmagt og accept som også følger med.

Dennis Gade Kofod:
Reservat

Cobolt

Kom med til det oversvømmede Amager anno 2165. I denne dystopiske grafiske roman får vi indblik i klimakrisens konsekvenser hvor alle mennesker må kæmpe for deres overlevelse og leve i reservater. Det er “Cli-Fi” (klima science fiction) når det er bedst og så er bogen illustreret eminent af tegner Emil Friis Ernst.

Anbefalinger til børn og unge

Anbefalet af Gro Johanne Vase

Adam O:
Den rustne verden – Flugten fra Danmark

Høst & Søn

Danmark er blevet ubeboelig af gammelt skråt! Nu vandrer kun de efterladte robotter rundt i en lovløs verden, mens danskerne har bosat sig i Nydanmark, det tidligere Grønland. Da fire søskende styrter på vej til Sverige, hvor de skal besøge deres tidligere bedstefar, må de igennem en farefuld rejse ud af det skrottede Danmark og onde robotter. En fabelagtigt illustreret og spændende historie. Fra ca. 8 år.

Henriette Rostrup:
Drengen fra krematorium D

Turbine

De voksne er ramt af den mærkelige sovesyge, og børnene er overladt til sig selv. Drengen Alif bor med en flok andre børn i et krematorium, hvor de prøver at jage og samle for at få nok at spise. Men der er mange farer på færde, og når børnene selv vokser op, vil de også falde i søvn. Måske viser der sig alligevel at være et håb, da en mystisk pige med et mærke på sin hånd, dukker op. Fra ca. 11 år.

Nicole Boyle Rødtnes:
Den sorte enkes by

Alvilda

I en diktatorisk by bag høje mure lever mænd og kvinder skarpt adskilt og med brutale straffe for at bryde de strenge regler. Piger og drenge tvinges til at deltage i et parringsritual, så snart de er fyldt 18, for at sikre fremtidige borgere til byen. Men på trods af tortur og rullende hoveder begynder en gruppe unge at kæmpe imod det ubarmhjertige styre. Oprøret ulmer. En spændende pageturner, der kan få enhver bogtræt teenager til at ligge vågen. Fra 14 år.

Læsekonkurrencer for både børn og voksne

Denne sommer kan du deltage i bibliotekernes læsekonkurrence #barelæse: Del din læsestund via hashtagget #barelæse på Instagram inden 8. august og deltag i konkurrencen om at få lov til at gå amok i en boghandel for 3000 kroner. Læs mere på bibliotekets hjemmeside.

Børn mellem 6 og 15 år kan desuden deltage i Sommerbogen frem til den 21. august, hvor man skal læse tre bøger og løse 10 udfordringer. Der er flere præmier på højkant. Læs mere på bibliotekets hjemmeside, eller kom ned og få mere at vide på Glostrup Bibliotek.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top