fbpx
Skole fik dobbelt ministerbesøg
DSCF3962.jpg

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besøgte SOSU H i Brøndby i denne uge sammen med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Foto: Robert Hendel

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil besøgte SOSU H i Brøndby i denne uge sammen med udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. SOSU H i Brøndby fik fint besøg, da to ministre kiggede forbi skolen for at diskutere udfordringer med folk, der ikke gennemfører deres uddannelse

Der bliver flere ældre i fremtiden, og det betyder, at der kommer til at mangle hænder i ældreplejen. Derfor var børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) på besøg hos SOSU H i Brøndby, der uddanner personale til hjemmeplejen og ældrecentrene.

Her talte de to ministre med repræsentanter fra skolen om, hvordan man kan gøre endnu flere med indvandrerbaggrund interesserede i at tage en SOSU-uddannelse.

– Vi vil meget gerne have uddannet nogle flere til hjemmeplejen og ældrecentrene. Og vi kan se, at der er mange med indvandrerbaggrund, der begynder, men også mange der falder fra, siger Mattias Tesfaye.

Besøget på SOSU H skulle være med til at gøre ministrene klogere på, om der fra politisk side kan gøres noget for, at færre studerende falder fra.

– For nogle er det sproget. En ting er at kunne begå sig på dansk, noget andet er at kunne tale med en ældre, dement kvinde eller indgå i fagligt danske diskussioner på et ordentligt niveau om eksempelvis medicin og sygdomme på et ældrecenter, forklarer ministeren for udlændinge- og integrationsområdet.

På skolen talte han med en gruppe elever, der ikke havde dansk som modersmål. Det gjorde stort indtryk på ham, hvor meget de kæmpede for at gennemføre uddannelsen.

– De kæmper med et svært teknisk sprog på uddannelsen, og der kan vi undersøge, om de får den rette støtte, som de har behov for, siger Mattias Tesfaye.

Derfor vil han i samråd med børne- og undervisningsministeren se på mulighederne for at give bedre muligheder for undervisning i dansk.

– På den ene side er det trist, hvis de dropper ud, fordi de ikke taler ordentligt dansk, men på den anden side kan vi jo heller ikke have folk i hjemmeplejen, der ikke kan tale med Fru Jensen. Så det er måske noget, vi skal have set på, om vi på en eller anden måde kan give flere muligheder for danskundervisning, lyder det.

Hos ledelsen på SOSU H ser man positivt på besøget fra de to ministre. Ifølge Jeppe Rosengaard Poulsen, der er direktør for SOSU H, gav det skolen en unik mulighed for at præsentere de udfordringer, der er på SOSU-uddannelserne, til de folk, der tager de politiske beslutninger.

– Måske kan vi også være med til at nuancere for­tællingerne, og jeg tør godt påstå, at det er godt for det politiske miljø at komme ud for at møde vores elever og tage en direkte dialog med dem, forklarer skolens direktør.

Han synes, at det er godt, at ministerierne har en fælles dagsorden på tværs af områderne og har et et fælles mål om at rekruttere flere elever og få skabt et miljø, så flere gennemfører uddannelserne.

– Vi har for mange elever, der ikke kommer igennem deres uddannelser. De har vist interesse for et område og har ønsket at tage en uddannelse, og så er det ærgerligt for dem, os og samfundet, at de ikke bliver færdige med en uddannelse, konstaterer Jeppe Rosengaard Poulsen.

Han tror, at man kan ændre det politisk ved at få skabt nogle bedre og længere forforløb til de studerende, der har sproglige udfordringer eller andre indlæringsvanskeligheder. Derfor er han også glad for, at de to ministre tog sig tid til at lytte til skolens udfordringer fra de personer, der oplever dem på tæt hold.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top