fbpx
S og K stiller forslag: Vil have uddannelser tilbage til Glostrup
Dan-Kornbek-Christiansen_web_hor.jpg

Dan Kornbek Christiansen (K). Foto: Jesper Ernst Henriksen

Dan Kornbek Christiansen (K). Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Regeringens store udspil med at flytte uddannelser ud i landet omfatter også at placere tre uddanelser på Vestegnen. De kunne meget godt ligge i Glostrup, mener A og K, der stiller forslag på næste møde i kommunalbestyrelsen

Torsdag præsenterede regeringen sit ud ”tættere på – flere uddannelser og stærkere lokalsamfund”, der skal flytte uddannelser ud af de store, traditionelle universitetsbyer til mindre byer. Blandt andet har det været meget omtalt, at regeringen ønsker at oprette en dyrlægeuddannelse i Foulum, der er en lille landsby udenfor Viborg.

Men planen indeholder også en plan om at flytte tre uddannelser til ’Københavns Omegn/Vestegnen’. Det skal være muligt at uddanne sig til pædagog, socialrådgiver eller sygeplejerske her. Præcis hvor er ikke besluttet.

Det har fået konservative og Socialdemokratiet i Glostrup til at fremsætte et forslag til næste kommunalbestyrelsesmøde, hvor de håber at få opbakning til, at Glostrup Kommune arbejder aktivt for at få en eller flere af uddannelserne til byen.

– Mange af de andre kommuner på Vestegnen har allerede ungdomsuddannelser og videregående uddannelser placeret i deres lokalområde. Det har vi ikke i Glostrup, men vi har før med stor succes haft en pædagoguddannelse og vi har bevist at vi både kan og vil være en attraktiv uddannelsesby, siger Dan Kornbek Christiansen (K).

Ifølge de to partier vil Glostrup være en oplagt placering til en uddannelsesinstitution, da der her om få år vil være rigtigt gode forbindelser med kollektiv transport – der jo som bekendt er populært blandt studerende.

Taler med borgen

Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti i Glostrup vil nu henvende sig til partiformændene og de uddannelsespolitiske ordførere på Christiansborg for at overbevise dem om, at Glostrup er det helt rigtige sted at placere pædagoguddannelsen, eller en af de andre uddannelser.

Derudover vil de fremsætte et forslag på det næste møde i Kommunalbestyrelsen, hvor de ønsker opbakning fra de øvrige partier til forslaget om at gøre Glostrup til en stærk uddannelsesby på Vestegnen og i Hovedstaden.

– Der er ingen tvivl om, at placeringen af pædagoguddannelsen i Glostrup vil betyde meget for byen, men det vil også være vigtigt for hele Hovedstadsområdet at få mulighed for at uddanne dygtige pædagoger som vi både kan tilbyde praktikforløb og derefter kan ansætte i vores institutioner, siger borgmesterkandidat Kasper Damsgaard fra Socialdemokratiet.

– Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti i Glostrup er enige om, at se dette fælles initiativ som et første skridt på vejen til at gøre Glostrup til en mere attraktiv uddannelsesby og i fællesskab vil vi også gå efter at tiltrække flere erhvervsfaglige uddannelser, som kan bidrage til at styrke det lokale og regionale erhvervsliv, siger spidskandidat for Det Konservative Folkeparti Dan Kornbek Christiansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top