fbpx
OL-guldvinder kom med på et afbud
2021-05-31_at_16-58-27_Fujifilm_X-T4_file-6240x4160_000403x_NR.jpg

Foto: Robert Hendel

Victor Feddersen fortalt om sin tid i guldfireren. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Mandag eftermiddag blev årets erhvervspris uddelt i forbindelse med Erhvervssammenslutningens årlige generalforsamling. Den gik til en virksomhed, der har gjort en stor indsats for at hjælpe andre. Som en del af arrangementet underholdt et medlem af guldfirerens originale besætning med et oplæg om vinderkultur. Han kom med på et afbud i sidste øjeblik

Erhvervssammenslutningen er et netværk for virksomheder i Glostrup, Brøndby, Vallensbæk og Albertslund, som har eksisteret i over 50 år.

Hvert år uddeler netværket en pris i forbindelse med sin generalforsamling, og det har ikke været helt uden udfordringer i corona-tid. Sidste år måtte prisuddelingen udskydes på grund af coronarestriktionerne, der gjorde det svært for mange at mødes.

Med den gradvise genåbning af Danmark er det dog atter muligt at mødes flere personer på samme sted, og det udnyttede Erhvervssammenslutningen til sin årlige generalforsamling, der i år fandt sted i Kulturhuset Kilden i Brøndby­øster.

Har ja-hatten på

Prisen gik i år til virksomheden Link Logistics, der ifølge Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) har udmærket sig ved et godt samarbejde med kommunen i en travl og hektisk hverdag.

– Det er en fornøjelse for vores virksomhedsservice at blive mødt med ja-hatten, hvad end det drejer sig om rekruttering eller i det hele taget bare at have jobcenteret som førstevalg, når der skal bruges folk, lød de rosende ord fra borgmesteren, inden prisen blev uddelt.

Selv var virksomhedens direktør noget overrasket over prisen. Han vidste faktisk slet ikke, at Link Logistics var blevet indstillet til Erhvervssammenslutningens erhvervspris.

– Jeg er klar over, at vi gør en masse gode ting, men jeg blev alligevel utrolig stolt, fordi vi bliver anerkendt af andre udefra for det, vi gerne vil stå for, forklarer Anders Martens, der er direktør i Link Logistics.

Samarbejdet med kommunen ligger ifølge Anders Martens i tråd med virksomhedens værdier.

– Vi kan godt lide at være med til at hjælpe nogen, der måske har brug for noget hjælp. Det betyder ikke kun noget for os. Det motiverer også andre medarbejdere til at blive en del af virksomheden, siger Anders Martens.

Link Logistics vandt Erhvervssammenslutningens erhvervspris. Foto: Robert Hendel

Vinderkultur på afbud

Det var planen, at sundhedsguruen Michelle Kristensen skulle have holdt et oplæg om, hvordan sundhed kan øge arbejdsglæden.

Michelle Kristensen var imidlertid forhindret, og derfor kom Victor Feddersen med på et afbud. Han var en del af den legendariske ’Guldfirers’ originale besætning og bød ind med et indlæg om at skabe vinderkultur i et team.

– Succes er noget, vi planlægger. Vi har en vision, som alle forstår, lød nogle af pointerne fra den tidligere eliteroer og OL-guldvinder, der i dag driver virksomheden Winning Team.

Ifølge Victor Feddersen er det de færreste organisationer, der ikke befinder sig i en konkurrencesituation, eller en situation hvor kravene øges betydeligt fra år til år.

– Hardwaren er ens, og vi benytter samme software og har fået de samme uddannelser. Vi er lige oplagte og motiverede, og vi har oven i købet samme målsætning. Så hvad er det, der adskiller os?, spurgte Victor Feddersen de mange tilhørere.

Ifølge den tidligere eliteroer er det ikke nødvendigvis de individuelt bedste, som vinder i sidste ende. Det er den bedste konstellation, som løber med sejren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top