fbpx
Ny sognegård var nødvendig
skal2.jpg
Sådan kommer den nye sognegård til at se ud. Grafik: Skala Arkitekter
GLOSTRUP. Den nye sognegård i Glostrup er ved at skyde op af jorden. Den har fået en del kritik i lokalmiljøet, men den var nødvendig, fordi der manglede plads omkring kirken

På onsdag er der grundstensnedlæggelse på Glostrups nye sognegård, der netop nu er ved at blive bygget. Det er dog et projekt, der har været mange år undervejs.

– Den gamle sognegård var jo kun lidt over 40 år gammel. Det var et problem, at den var bygget alt for lille, og det viste sig, da vi gerne ville udvide den, at det kunne ikke lade sig gøre, fortæller Tommy Carlsen, formand for menighedsrådet.

Der er flere grunde til, at det var nødvendigt med en ny sognegård. Dels mangler kirkens personale plads. De sidder simpelthen for tæt ,og sognet har fået påbud fra Arbejdstilsynet. Derudover sad de på 1. sal i den gamle præstegård, hvor det ikke var muligt at bygge en elevator. Men vigtigst af alt manglede der lokaler i nærheden af Glostrup Kirke.

– Vi mangler også lokaler, hvor man kan gå fra kirken til sognegården, blandt andet har vi mange begravelser fra Glostrup Kirke, hvor folk gerne vil låne et lokale efter begravelsen til en lille mindestund. Vi savner også lokaler til at lave større arrangementer. Vi går fra at kunne have 100 til 200 i den største sal, siger Tommy Carlsen.

Formålet er, at sognegården skal kunne bruges til et bredere spektrum af arrangementer.

– Vi håber, at vi kan bruge sognegården til mere åbne arrangementer, for eksempel til folk, der er ensomme og har brug for at komme ind og få en kop kaffe, siger Tommy Carlsen og fortsætter:

– Sognegården skal være et kulturhus i kirkens regi, men som også er åben for andre aktiviteter. Vi samarbejder blandt andet med Glostrup Kulturhus om arrangementer. Sognegården skal ikke kun være til kirkeligt brug, den skal være til kulturelt brug, siger han.

Den nye sognegård er tegnet til at passe ind i området.

– Vi har valgt et projekt, hvor kirketårnet stadig stikker op, hvor man gennem den midterste del af sognegården kan kigge ind til kirken. Vi forsøger at få lov til at rive kirkegårdsmuren ned. Den er under 50 år gammel, så den er ikke fredet. Så der bliver åbent mellem kirken og sognegården. Vi syntes, at projektet passede meget godt ind. Vi har taget meget hensyn til, at det ikke bare skulle være en stor firkant, siger Tommy Carlsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top