fbpx
Musikskolen holdt festlig sommerkoncert
Musikskolens-sommerkoncert-1.jpg
Plænen ved Vallensbæk Skole var omdannet til en mindre festivalplads
Vallensbæk. Vallensbæk Musikskole holdt sommerkoncert i strålende solskin, hvor en lang række børn, unge og voksne gav smagsprøver på deres musikalske kunnen

Klassiske stykker på violin og cello. Tidens populære popnumre. Funky jazz med blæs. Der var i den grad noget for en hver smag, da Vallensbæk Musikskole holdt sommerkoncert fredag den 11. juni.

Plænen ved Vallensbæk Skole var omdannet til en mindre festivalplads med tre scener og højttalere nok til at give en virkelig god lyd. Familier sad på tæpper i solen med medbragt mad – og behørig coronaafstand.

Musikskoleleder Jens Seneberg Nielsen bød velkommen og glædede sig over, at det nu er muligt at holde koncerter igen. Han fortalte, at nogle af ensemblerne på grund af corona kun havde haft kort tid til at øve, men det holdt heldigvis ikke nogen tilbage.

Og så gik selve koncerten ellers i gang, og publikum blev forkælet med alt lige fra soloklaver til større ensembler med blæsere og strygere.

Hen mod slutningen var det tid til den traditionsrige overrækkelse af krus, hvor borgmester Henrik Rasmussen og musikskoleleder Jens Seneberg Nielsen lykønskede en række musikskolelever for deres jubilæer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top