fbpx
Historisk HF’er drømmer om Brøndby Stadion
DSCF3779.jpg

Claudio Rasmussen Truong og Lucas Zigler kunne som de første studenter fra Brøndby Gymnasium hejse Dannebrog sammen med rektor Pia Sadolin. Foto: Robert Hendel

Claudio Rasmussen Truong og Lucas Zigler kunne som de første studenter fra Brøndby Gymnasium hejse Dannebrog sammen med rektor Pia Sadolin. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Mandag sprang de første studenter ud fra Brøndby Gymnasium. I år var det lidt anderledes, idet den første HF’er i gymnasiets historie blev udklækket, og han har en drøm om en karriere hos gymnasiets nabo

I det seneste halvandet år er der ikke meget, der har været, som det plejer at være på Brøndby Gymnasium. På grund af coronaen har en stor del af undervisningen foregået via computeren, og festerne har været afblæst. Det ændrer dog ikke ved glæden ved at være færdig med tre års hårdt arbejde for skolens første student anno 2021.

– Vi har været hårdt påvirket af coronakrisen, og det har resulteret i, at vi ikke rigtig har kunnet være på skolen, fortæller 18-årige Claudio Rasmussen Truong, der som den første på Brøndby Gymnasium fik den hvide hue med det røde bånd sat på hovedet.

Det øjeblik har han set frem til i lang tid. Hvad der skal ske nu, ved den nybagte student dog ikke helt endnu. Lige nyder han, at han er færdig og skal køre i studentervogn senere på ugen. Her skal der kompenseres for alle de festlige stunder, som coronaen har aflyst.

– Der er mange festerog mange gode stunder med ens venner, som man ikke har fået. Dem skal jeg virkelig nyde nu, siger Claudio Rasmussen Truong, der scorede et 10-tal i sin sidste eksamen.

Som den første med huen på hovedet fik Claudio Rasmussen Truong æren af at hejse flaget foran gymnasiets indgang sammen med rektor Pia Sadolin. I år var han dog ikke alene. Her fik han hjælp af den første HF-student i gymnasiets historie. Han hedder Lucas Ziegler og er 17 år. For ham er det ekstra stort at stå med huen på hovedet.

– Jeg bruger rigtig meget tid på fodbold ovre i Brøndby, så på den måde har det været fedt, at der har været den mulighed med HF’en i form af, at man kan kombinere skole og fodbold, forklarer han.

Fodbold får fuld fokus

Selvom det har været hårdt at fokusere på både skole og fodbolden, føler Lucas Ziegler, at han har fået opbakning fra alle sider, så både opgaver og træning har kunnet passes.

– Jeg har udviklet mig både på banen og på skolebænken, så det er rigtig fedt. Det kræver struktur at have fodbold og skole ved siden af hinanden, siger han og tilføjer, at han det næste år udelukkende vil fokusere på fodbolden.

Her er målet at komme til at spille på Brøndby Stadions grønne græs, som er nabo til gymnasiet, og ambitionerne er ikke til at tage fejl af.

– Jeg håber, at det sker inden for tre år, siger Lucas Ziegler optimistisk.

Lige nu er det dog noget andet, der fylder. Mandag afsluttede han sin sidste eksamen med et syvtal. Torsdag får han sommerferie fra Brøndby IF, og derfor bliver der rig lejlighed til at hygge sig oven på to år, der i høj grad har været præget af coronavirus’ indtog i Danmark.

– Det har selvfølgelig været specielt, fordi vi har haft meget virtuel undervisning. Jeg synes dog, at lærerne har været gode til at være opmærksomme på os, så vi har fået den bedst mulige undervisning. På den måde har det fungeret fint, lyder det fra Brøndby Gymnasiums første HF-student.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top