fbpx
Glostrups første valgforbund: Konservative og Nye Borgerlige i samarbejde
DSC02227.jpg

Tonny Madsen og Nye Boerglige har indgået valgforbund med Dan Kornbek Christiansen og Det Konservative Folkeparti. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Tonny Madsen og Nye Boerglige har indgået valgforbund med Dan Kornbek Christiansen og Det Konservative Folkeparti. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige har indgået et teknisk valgforbund frem mod kommunalvalget til november. De håber på til sammen tre mandater

Det første valgforbund til kommunalvalget i Glostrup er blevet indgået. Det er mellem Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige. Ved senest valg var Nye Borgerlige ikke en del af noget valgforbund, mens konservative var i valgforbund med Det Radikale Venstre.

– Vi kiggede lidt på de partier, der sidder i kommunalbestyrelsen, og overvejede, om vi skulle forsøge at indgå et valgforbund med dem, eller om vi skulle prøve noget nyt, spændende og anderledes. Det blev det sidste, siger Dan Kornbek Christiansen, spidskandidat for konservative og fortsætter:

– Vi har haft nogle rigtigt gode snakke med Nye Borgerlige. Vi er enige om, at vi minder noget om hinanden, da begge partier er borgerlige, men der er også ret stor forskel, på hvor vi vil lægge fokus. Derfor har vi sagt, at vi laver et teknisk valgforbund og går til valg på hver vores politik, siger Dan Kornbek Christiansen.

De to partier er enige om, at de ikke umiddelbart skal gå efter borgmesterposten ved en eventuel konstituering. Der er derfor heller ikke et af de to partier, der fører an i forhold til det andet.

– For os gælder det ikke om at få borgmesterposten, for os gælder det om at få politisk indflydelse, siger Tonny Madsen, spidskandidat for Nye Borgerlige.

Der er heller ikke sat partifarve på en ny borgmester.

– Vi vil gerne have en borgmester, der konstituerer sig bredt og vil samarbejde. Vi vil gerne have en, hvor man kan se sin egen politik afspejlet, og som overholder de aftaler der indgås, siger Dan Kornbek Christiansen.

Formålet med valgforbund er at undgå stemmespild. Måden mandater bliver fordelt på efter et kommunalvalg giver en fordel til store partier, der ”spilder” en mindre andel af deres stemmer end små partier. Derfor kan der være en fordel for ligesindede partier i at indgå i et valgforbund. Hvis f.eks. Nye Boerglige ikke får stemmer nok til at komme i kommunalbestyrelsen, så går stemmerne ikke til spilde, men gives i stedet til konservative. De to partier forventer dog, at de begge kommer ind.

– Sidste gang gik vi konservative fra nul til et mandat, så nu håber vi at gå fra et til to, og drømmer måske lidt om tre mandater, siger Dan Kornbek Christiansen.

– Nye borgerlige håber at gå fra 0 til 1, afslutter Tonny Madsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top