fbpx
Familieklub mod ensomhed
COLOURBOX19397464.jpg

People sitting at dining table and eating

Familieklubben skal skabe fællesskab om måltider. Foto: Colourbox
GLOSTRUP. Glostrup Kommune og Hele Danmarks Familieklub har indgået et samarbejde om at arrangere fællesspisning med masser af plads til leg og hyggeligt samvær

Tirsdag den 8. juni var der som altid liv i Aktivitetscentret på Sydvestvej – men denne dag også uden for normal åbningstid. Her havde foreningen Hele Danmarks Familieklub i samarbejde med Glostrup Kommune inviteret en række af Glostrups familier til en pop-up familieklub i Aktivitetscentrets rammer.

Arrangementet faldt sammen med Danmark Spiser Sammen, som Folkebevægelsen mod Ensomhed arrangerer hvert år. På dagen havde fem frivillige seniorer fra Aktivitetscentret sagt ja til at hjælpe med at lave sjove aktiviteter. Familierne kunne blandt andet prøve kræfter med bordtennis, krolf og andre sjove ting.

Hele Danmarks Familieklub har en vision om at danne gode rammer for at familier, på tværs af omstændigheder, kan mødes omkring et fællesskab.

En familieklub består typisk af fire til otte familier, som mødes i alt 10 gange hen over en sæson. Som regel mødes de en hverdagsaften hver anden uge i tidsrummet 16.30-19.00. Her laver familierne mad sammen, hygger med sjove og kreative aktiviteter og har måltidsfællesskab.

Plads til udfordringer

I Glostrup har 10 til 15 familier i løbet af det sidste år vist interesse for at være en del af en Familieklub.

– Vores udfordring har dog været at finde tre til fire frivillige, som har tid og overskud til at tage ansvaret for at drive familieklubben i Glostrup, hvilket er årsagen til at en egentlig Familieklub endnu ikke er startet, siger Christina Hartlev, projektkoordinator i Hele Danmarks Familieklub.

Derfor tog foreningen i samarbejde med Glostrup Kommune initiativ til en enkelt dag, hvor familierne kunne komme og opleve, hvad en familieklub er.

Ambitionen er, at der fra efteråret 2021 kan starte en rigtig familieklub for Glostrup-familier – og efter det første arrangement har mange familier allerede tilkendegivet, at de er klar til mere.

– Så nu mangler vi bare at finde et par seje frivillige, som har mod på at prøve kræfter med en familieklub, siger Christina.

– Glostrup Kommune oplever for tiden efterspørgsel på fællesskaber, hvor børnefamilier kan komme og dele deres liv med hinanden. Det er vigtigt at skabe et sted, hvor man kan komme, uanset hvordan man har det på dagen, siger Fritidsvejleder i Glostrup Kommune, Esther Rygaard og fortsætter:

– Der skal være plads til for eksempel udfordringer med den tre-årige eller til ærligt at kunne dele hverdagens glæder og sorger med andre forældre. Interessen for det første arrangement med Familieklubben var en klar indikation på behovet for disse fællesskaber. Flere eksisterende foreninger i kommunen har også aktiviteter målrettet familier, som vi med glæde henvise til. Tak til de seje frivillige fra aktivitetscentret og familierne for at bakke op om arrangementet.

Familieklub

Glostrup Kommunes Fritidsvejleder hjælper børnefamilier med at finde den rette fritidsaktivitet for børnene og hjælpe dem til opstart. Se mere på www.glostrup.dk/fritidforbørn.

Kontakt Fritidsvejleder Esther på fritidsvejleder@glostrup.dk for mere info om fritidsaktiviteter for familier i Glostrup

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top