fbpx
Elbiler og prisstigninger: De tager skraldet i Brøndby næste år
2021-02-04_at_16-18-22_Fujifilm_X-T3_DSCF0185x.jpg

Foto: Robert Hendel

Fra 1. juni 2022 er det ikke længere Remondis, der henter affaldet i Brøndby Kommune. Arkivfoto: Robert Hendel
BRØNDBY. Et nyt firma overtager indsamlingen af affaldet i Brøndby Kommune, når kalenderen skriver 1. juni 2022

Om et år overtager en ny virksomhed opgaven med at hente borgernes affald i de kommende år.

Indsamlingen af affald har været i udbud, som er vundet af firmaet Urbaser, som dermed overtager opgaven fra Remondis.

– Valget er faldet på Urbaser efter en udbudsproces, hvor vi har vægtet kvalitet og miljø højt i forhold til prisen. Vi har også lagt vægt på driftssikkerhed og på procedurer for at undgå nedbrud, siger Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby Kommune.

Urbaser er en international koncern, som håndterer affald i mere end 25 lande og mere end 20 kommuner i Danmark.

Ifølge Urbaser vil virksomheden, der skal håndtere affaldet i de følgende seks år være garant for at levere en høj kvalitet og service til gavn for borgerne i kommunen.

– Det er i det hele taget en meget ambitiøs opgave, som skal løses med blandt andet stor vægtning på elbiler, som vi skal i gang med, siger Jens Buch Stæhr, driftschef i Urbaser.

Bliver dyrere

Hovedparten af skraldebilerne kommer til at køre på el. Det mindsker CO2-udledningen og støjer og forurener mindre end de dieselbiler, der bliver brugt i dag, når borgernes affald skal hentes.

Fremover vil der også blive sorteret mere, inden skraldet bliver taget. Folketinget indgik i 2020 en klimaaftale, som blandt andet betyder, at alle i Danmark fremover skal sortere i 10 affaldstyper.

– Det nye bliver, vi også skal sortere mad- og drikkevarekartoner, tekstiler og træ til genanvendelse, siger Vagn Kjær-Hansen.

Som konsekvens af den nye kontrakt og som følge af kravet om mere affaldssortering vil borgerne i kommunen opleve prisen stige, når affaldet skal hentes. Taksterne for affaldsindsamling i 2022 tog kommunalbestyrelsen stilling til på et møde den 9. juni 2021. Her blev det besluttet at hæve taksterne for affaldshåndtering allerede fra 1. januar 2022, selvom den nye, dyrere kontrakt først træder i kraft fra juni 2022. Samtidig betyder det, at kommunen forventer at kunne afdrage næsten fem millioner kroner af renovationsområdets gæld til kommunekassen.

Lavere end markedet

For en almindelig havebolig, der også får hentet haveaffald, vil udgifterne til renovation stige med 49 procent fra 3.780 kroner i 2021 til 5.633 kr. i 2022. For etageboliger med nedgravede beholdere vil udgifterne til renovation stige med omkring 20 procent.

– En af grundene til stigningen er, at vi ved seneste udbud for cirka seks år siden fik nogle meget lave priser ind, forklarede Vagn Kjær-Hansen, da punktet blev behandlet på kommunalbestyrelsens seneste møde.

Ifølge formanden for Teknik- og Miljøudvalget har markedet flyttet sig en del, siden den igangværende kontrakt blev indgået for omkring seks år siden.

– I forhold til hvad affaldsindsamling koster i år og sidste år, har borgerne i Brøndby fået rabat i en periode, hvor vi lå lavere end markedet med de der gamle priser, vi havde i vores gamle aftale. Det tegner sig nok for 20-25 procent, lød det fra Vagn Kjær-Hansen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top