fbpx
Anfører og træner: Dobbelt sølv er ikke godt nok til Brøndby
DSC02145.jpg

Theresa Nielsen måtte overrække sølvmedaljer til sine holdkammerater. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Theresa Nielsen måtte overrække sølvmedaljer til sine holdkammerater. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Sport I kampen om guldmedaljerne ville HB Køge det bare mere end Brøndby IF, der måtte gå fra banen med et 3-1 nederlag

Grundlovsdag stod den på guldkamp i Køge. I kvindeligaen var HB Køge to point foran Brøndby inden denne sidste kamp, mens alle andre var lagt bagefter. Så regnestykket var simpelt. En sejr til Brøndby ville sende guldet til Vestegnen, mens uafgjort eller en HB Køge-sejr ville give oprykkerne deres første danske mesterskab. I det smukke sommervejr var der helt udsolgt på Køge Stadion, der på grund af corona-restriktioner betød lige over 1200 tilskuere. Nogle få Brøndbyfans havde fundet en trappe udenfor stadion med udsigt over banen, men ellers var det kun hjemmeholdets fans, der var velkomne.

HB Køge vandt lidt flere dueller end Brøndby. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Køge var bedst

Hjemmeholdet startede klart bedst og dominerede hele første halvleg. Allerede efter fem minutter kunne de være kommet foran på et straffespark, men med en halvdårlig eksekvering var det ikke et stort problem for Brøndby-målmand Naja Bahrenscheer at redde. Allerede efter 17 minutter fik anfører Theresa Eslund en advarsel for at stoppe et lovende angreb. HB Køge spillere og tilskuere applerede flere gange i løbet af kampen for, at hun også skulle have advarsel nummer to, mens dommerens kort blev i lommen og Brøndby sluttede med 11 spillere på banen.

Efter 19 minutter gjorde Kyra Carusa det til 1-0 for værter og ni minutter senere gjorde Cecilie Buchberg det til 2-0. Brøndby-spiller hold en lille rådslagning efter målet, men frem til pausen var det stadig HB Køge, der dominerede, uden dog at score mere.

I anden halvleg startede Brøndby med nogle gode chancer, men efter 56 minutters spil var det igen Cecilie Buchberg, der fandt Brøndby-målet og reelt lukkede kampen med en scoring til 3-0. Derefter fik Brøndby lov til at være mere i boldbesiddelse og kom frem til flere halve chancer uden dog at få scoret. Først i det sidste minut af overtiden fik indskiftede Mille Gejl tilkæmpet sig et straffespark, som Nanna Christiansen sikkert satte ind til 3-1. Sekundet efter fløjtede dommeren kampen af, og så var det HB Køge spillerne, der kunne juble som danske mestre.

Der er ingen grund til at juble over en straffesparksscoring, når man lige har tabt mesterskabet. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Forskel på viljen

Ifølge cheftræner Per Nielsen, var det indstillingen, der manglede ved Brøndby-spillerne:

– Det ligner, at HB Køge vil det mere end vi vil det. De er mere sultne, end vi er. Det lyder forkert, men sådan så det ud fra min stol. De vandt flere dueller end vi gjorde, sagde han efter kampen.

Samme oplevelse havde anfører Theresa Eslund.

– Det gør ond at miste guldet, men det er fortjent, at vi ikke vinder det. Hvis man ikke vil det nok, så får man det ikke, og det er det, der sker. Blandt andet i dag var der en stor forskel på viljen. Jeg er ked af at sige det, men det er fortjent, at de har vundet det i dag, sagde hun.

Skuffende sølv

Ligesom i pokalfinalen måtte Brøndby-spillerne nøjes med sølvmedaljerne, og det skuffede Per Nielsen.

– Når du kigger tilbage på, hvem vi mistede i sommers, så synes jeg egentlig det er fint, at vi står her og har kvalificeret os til Champions League, det var jeg ikke sikker på, på det tidspunkt. Så jeg synes egentlig, at vi har haft en godkendt sæson. Men vi tabte pokalfinalen og vi tabte guldkampen her, så resultatmæssigt er det ikke godt nok. Udviklingsmæssigt er vi kommet langt med det her hold, sagde han efter kampen.

Igen denne sommer mister han en gruppe bærende spillere, som han skal finde erstatninger for.

– Det ser ikke så godt ud. Vi skal have spillere ind, hvem det skal være, det må tiden vise, sagde han.

Theresa Eslund, der spillede sin sidste kamp, måtte som anfører overrække sølvmedaljerne til sine holdkammerater.

– Jeg er glad for, at kunne overrække dem noget, men jeg er ked af, at det var sølv. Samlet set er sæsonen gået dårligt. At vinde to sølvmedaljer er ikke noget, vi kan være tilfredse med i Brøndby. Vi er rigtigt dygtige, når vi topper, men desværre er vores bundniveau alt for dårligt. Det er noget, vi skal have arbejdet på. Hvis man vil vinde guld, så skal man have en hvis standard i kampene, det har vi desværre ikke, sagde hun efter kampen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top