fbpx
Socialdemokratiet klar med kandidater: Mange nye navne på alsidig liste
Gruppebillede-2.jpg

Kadidaterne fra Socialdemokratiet er øverst fra højre Kasper Damsgaard, Søren Enemark, Annette Normind Thomsen, Camilla Christensen, Torben Jensen, Ulrik Nielsen, Helle Bager Nielsen. Nederst fra højre er det Lisa Ward, Morten Bybjerg Nygaard, Gitte Wallin Limkilde, Waqar Ahmed, Allan Larsen, Jesper Weidick, Anne Tinghus. Foto: Socialdemokratiet

Kadidaterne fra Socialdemokratiet er øverst fra højre Kasper Damsgaard, Søren Enemark, Annette Normind Thomsen, Camilla Christensen, Torben Jensen, Ulrik Nielsen, Helle Bager Nielsen. Nederst fra højre er det Lisa Ward, Morten Bybjerg Nygaard, Gitte Wallin Limkilde, Waqar Ahmed, Allan Larsen, Jesper Weidick, Anne Tinghus. Foto: Socialdemokratiet
GLOSTRUP. Bliver det igen de øverste seks på Socialdemokratiets liste, der kommer i kommunalbestyrelsen, får de tre helt nye kommunal-bestyrelsesmedlemmer

Socialdemokratiet i Glostrup har præsenteret deres liste til det kommende kommunalvalg. Listen er på i alt 14 personer, og som tidligere omtalt kommer Kasper Damsgaard til at stå øverst som borgmesterkandidat. På andenpladsen står Søren Enemark.

På tredjepladsen står den lokale formand, Annette Normind Thomsen. Hun stillede også op for fire år siden, men stod længere nede på listen.
Nummer fire er Camilla Christensen, der også var på listen for fire år siden, hvor hun fik et godt valg med 208 personlige stemmer, hvilket gjorde hende til 1. suppleant til kommunalbestyrelsen.

På femtepladsen står Torben Jensen, der er nuværende formand for Erhvervs- og Arbejdsmarkedsudvalget.

Som nummer seks og syv står Ulrik Nielsen og Helle Bager Nielsen, der begge er nye på listen, men er medlemmer af den lokale bestyrelse.

Lisa Ward, der ved valget for fire år siden stod øverst på listen, er nede som nummer otte, mens Gitte Wallin Limkilde står som nummer 10. De to skal formentlig have gode personlige valg for at kunne fortsætte i kommunalbestyrelsen.

På niendepladsen findes et andet genkendeligt navn, nemlig Morten Bybjerg Nygaard, der for fire år siden var kandidat for Alternativet, men ikke blev valgt ind.
Waqar Ahmed, Allan Larsen, Jesper Weidick og Anne Tinghus tager pladserne som nummer 11 til 14.

Alsidig liste

Spidskandidat Kasper Damsgaard er rigtig glad for det hold, som skal i valgkamp frem mod kommunalvalget den 16. november.

– Når man kigger ned gennem listen, vil man sikkert bemærke, at der er kommet en del yngre mennesker til. Det er vi rigtig glade og stolte af, da vi mener, at det er en kæmpe styrke at vi kan tiltrække og repræsenterer alle aldersgrupper i vores parti. De yngre kræfter kombineret med en god portion erfaring vil helt sikkert gøre, at vi får en mere nuanceret debat både internt og i sidste ende også i kommunalbestyrelsen, siger han og fortsætter:

– Derudover er vi selvfølgelig glade for den blanding af erhvervserfaring samt fritidsinvolvering vores kandidater repræsenterer. Det spænder mellem alt, lige fra de nære velfærdsområder til håndværkerne og IT-området. Flere med deres daglige gang her i byen. Derudover præsenterer vi også nogle ildsjæle, som blandt andet gør en kæmpe forskel i foreningslivet, på idrætsområdet, for børn med særlige behov, og igennem vores skolebestyrelse. Dette bidrager i høj grad til en tilgængelighed for borgerne samt det vigtigste i politik, nemlig at have en finger på pulsen i forhold til, hvad der rører sig i byen.

Da der jo er 19 pladser i kommunalbestyrelsen, må partierne gerne opstille flere kandidater. Det kræver bare, at deres egne vedtægter tillader det. Efter afstemningen har Socialdemokratiet fået flere henvendelser fra interesserede kandidater, som de nu er ved at undersøge, om de kan komme på listen.

I så fald vil de selvfølgelig komme ind sidst på listen.

Første gang det bliver muligt at hilse på kandidaterne er den 29. maj, hvor de sammen med miljøminister Lea Wermelin (S) uddeler frøposer i Glostrup til kampagnen ”Vores vilde Glostrup”. Det starter klokken 10 i Solvangsparken. Derefter går turen til Byparken klokken 11.30, og til sidst slutter de af ved Min Købmand i Ejby fra klokken 13.00 til 14.00.

– Vi håber, at så mange borgere som muligt vil kigge forbi til en snak og en pose frø, så vi sammen kan gøre en forskel for biodiversiteten og et vildere og grønnere Glostrup, siger Kasper Damsgaard.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top