fbpx
Socialdemokratiet gør klar til valg i Brøndby
2020-09-10_at_08-33-08_Fujifilm_X-T4_DSCF7048x.jpg

Foto: Robert Hendel

Borgmester Kent Magelund (S) blev sidste år genvalgt som Socialdemokratiets borgmesterkandidat. Nu er resten af holdet til valget den 16. november 2021 klar. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Socialdemokratiet i Brøndby har opstillet 20 kandidater til efterårets kommunalvalgkamp, der kommer til at foregå under sloganet ’Sammen om Brøndby’. Listen over kandidater byder på både nye og kendte ansigter. Nummer to på listen er et nyt ansigt for mange, og hun er selv overrasket over sin placering

I november skal borgerne i Brøndby sammensætte en ny kommunalbestyrelse. Derfor er partierne lige nu i gang med at finde de kandidater, der skal på stemmesedlen.

Socialdemokratiet offentliggjorde i slutningen af april, hvem borgerne kan sætte X ud for ved liste A i Brøndby. Partiet havde i forvejen genvalgt den nuværende borgmester Kent Max Magelund som spidskandidat ved valget til november. Nu er det resterende kandidatfelt så klar, og det gemmer på en række overraskelser.

Ifølge partiet selv er der tale om en liste, hvor posen er blevet rystet. Det er samtidig en opstillingsliste, der spænder bredt, når det kommer til alder, køn og etnicitet, ligesom listen byder på både kendte og ukendte navne.

– Vi er hele tiden blevet punket for, at vi ikke har kvinder med. Der er ingen tvivl om, at det fokus, der er på kvinder i øjeblikket, så glæder det mig som borgmester, at vi har flere kvinder med, som er røget højt op på listen, for det har i mange år været en udfordring, siger Kent Magelund.

Netop nummer to på listen er en kvinde, som ikke tidligere har siddet i kommunalbestyrelsen. Alligevel er hun ikke helt grøn i politik. Lige under Kent Magelund er Maja Holt Højgaard placeret, og hun har tidligere siddet seks år i regionsrådet i Region Hovedstaden.

Mette Aabrink stopper

På tredjepladsen kommer Finn Andersen, der er et af partiets 10 nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen, der stiller op.

Der er ingen tvivl om, at det fokus, der er på kvinder i øjeblikket, så glæder det mig som borgmester, at vi har flere kvinder med, som er røget højt op på listen, for det har i mange år været en udfordring.

Kent Magelund

Nummer fire er endnu en kvinde i form af Anette Pilmark, mens de kendte ansigter Arno Hurup Christiansen, Franz Hansen og Per Jensen indtager de næste positioner på listen.

Nummer otte er Pia Karin Kofoed, og nummer ni den nuværende viceborgmester Hajg Zanazanian.

Herefter følger Michael Buch-Barnes, Jesper Aagaard Stegler, Henning Elmelund, Henrik Hollender og Harun Muharemovic, inden partiets fjerde og sidste kvindelige kandidat Susanne Hulkvist optræder som nummer 15 på listen.

De sidste fem pladser har Tammes Christensen, Syed Aejaz Haider Bukhari, Mahmut Erdem, Torben Nymand og Cafer Koyuncu fået tildelt af medlemmerne.
Mette Aabrink, der er partiets 11. nuværende medlem af kommunalbestyrelsen, har valgt ikke at genoptille til valget i november.

Ifølge borgmester Kent Magelund er det et stærkt hold, som partimedlemmerne har stillet op til det kommende valg. Han gør dog klart, at intet er givet på forhånd.

– Det er jo i sidste end borgerne, der bestemmer, hvem der skal ind i kommunalbestyrelsen. Nu skal vi så mødes og gøre vores program klar, hvor vi inddrager de 10 nye kandidater, så de kan være med til at præge det, siger han.

Flere unge kvinder

For Maja Holt Højgaard kommer det som en overraskelse, at medlemmerne har stemt hende ind som nummer to på listen.

– Jeg havde selvfølgelig håbet på en god placering, fordi jeg har politisk erfaring fra tidligere og har været til mange møder i partiforeningerne i Brøndby. Men en andenplads var alligevel overraskende, fortæller hun til Folkebladet.

I regionsrådet er der ikke ret mange, der spørger nysgerrigt til ens arbejde. Der er vi selv nødt til at opsøge folk og spørge, hvordan de har det med den beslutning, vi er ved at træffe. Det er en tradition, jeg håber at kunne tage med ind i byrådet.

Maja Holt Højgaard

Maja Holt Højgaard tror også, at det handler om, at medlemmerne godt kunne tænke sig at se flere kvinder i partiforeningen, end tilfældet er i dag, især unge mødre.

– Det er ikke kun i Brøndby, men generelt i politik og socialdemokraterne, at der er for få i forhold til hvor mange vi egentlig er, og hvor vigtige vi er i forhold til samfundet, siger den nye nummer to på socialdemokratiets valgliste.

Hun er en af fire kvinder på listen, som også tæller 16 mænd. Den fordeling håber hun at kunne være med til at lave om på fire år.

– Jeg har en ambition om, at vi til næste gang skal have fordoblet antallet af kvinder. Vi er lige nu fire på listen, og jeg håber, at vi kan være minimum otte næste gang, siger den nye kandidat.

Hun mener, at det er vigtigt, at kommunalbestyrelsen afspedler befolkningen.

– Hvis der er nogen med en bestemt baggrund, som systematisk bliver holdt ude, for eksempel det, at man er kvinde, så vil der være nogle erfaringer, vi ikke får med. På den måde træffer vi mindre kloge beslutninger på deres vegne, og det er ingen tjent med, siger hun.

Vil bruge sin erfaring

Maja Holt Højgaard er uddannet læge, og bliver hun valgt ind, vil hun bruge sin erfaring fra sin profession.

– Jeg har mødt utrolig mange mennesker på et tidspunkt, hvor de var allermest nede eller ude for deres livs største ulykke, siger hun.

Ifølge Maja Holt Højgaard har lægegerningen givet hende en viden om, hvordan folk ser ud og reagerer, når de er allermest pressede.

– Det er ikke altid hverken kønt eller logisk, men som samfund er det noget, vi skal kunne rumme, siger hun.

Samtidig vil hun bruge den viden, hun har fået fra regionsrådsarbejdet, som for mange er et fjernt område.

– I regionsrådet er der ikke ret mange, der spørger nysgerrigt til ens arbejde. Der er vi selv nødt til at opsøge folk og spørge, hvordan de har det med den beslutning, vi er ved at træffe. Det er en tradition, jeg håber at kunne tage med ind i byrådet, hvis jeg bliver valgt ind, siger hun.

For Maja Holt Højgaard er det vigtigt at inddrage borgerne i debatten, ikke kun når der er høringer og borgermøder.

– Vi er også nødt til at gå ud og fortælle, at det ville værdifuldt, hvis de borgere, det går udover, også kommer med deres holdning, siger den nye kandidat, der også vil lytte til viden.

De bedste beslutninger bliver ifølge Maja Holt Højgaard, truffet med udgangspunkt i viden.

– Det er ligemeget, om vi taler om ungdomskriminalitet eller natur. Der skal være vidensgrundlag for de ting, vi gør, siger hun og tilføjer, at hun er stolt af at bo i Brøndby, som hun håber på at kunne gøre til et sted, hvor alle har et godt liv.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top