fbpx
Risikerer nedlukning: Her er smitten eksploderet
2020-08-06_at_15-38-17_DSCF4996x-1.jpg

Foto: Robert Hendel

Coronasmitten er atter taget til i Brøndby. Arkivfoto: Robert Hendel
BRØNDBY. Corona-smitten er atter blusset op i Brøndby, så hele kommunen nu risikerer at blive lukket ned. En enkelt bydel er særlig hårdt ramt

I en lang periode har smittetrykket i Brøndby været dalende. Nu er smitten imidlertid slået ud i lys lue igen, og det i så høj grad, at kommunen risikerer at lukke ned.

Onsdag eftermiddag var der 223 smittede per 100.000 indbyggere i Brøndby, når der bliver korrigeret for test, og lige nu flirter kommunen derfor ufrivilligt med en automatisk nedlukning.

I slutningen af marts indgik Folketingets partier med undtagelse af Nye Borgerlige en politisk delaftale, som betyder skærpede restriktioner i de kommuner, hvor det testkorrigerede incidenstal kommer over 200. Den grænse blev i sidste uge hævet til 250 smittede per 100.000 borgere, og dermed kan borgerne i Brøndby stadigvæk nå at undgå en nedlukning af hele kommunen.

En nedlukning vil få konsekvenser for blandt andet skoler, ligesom udvalgsvarebutikker, serveringssteder og liberale serviceerhverv kan blive ramt.

Brøndby Strand er hårdt ramt

Selvom smitten stiger overalt i kommunen, er Brøndby Strand hårdt ramt. Her blev der onsdag registreret 52 nye smittede på en uge, og det er en fordobling i forhold til ugen før. Torsdag eftermiddag var det tal steget til 59.

Fredag og lørdag vil der derfor blive gjort en ekstra indsats i bydelen for at få smittetrykket ned. Bydelen opfylder nemlig lige nu to ud af tre kriterier for en automatisk nedlukning. Positivprocenten er næsten 50 procent højere end den tilladte, mens antallet af nye smittede er 160 procent over grænsen.

Det betyder, at hvis antallet af nye smittede per 100.000 indbyggere i Brøndby Strand ryger over 500, lukker bydelen ned. Onsdag eftermiddag var incidenstallet 368, hvilket er mere end en fordobling i forhold til ugen før. Torsdag var incidenstallet 417.

Borgmester Kent Magelund (S) orienterede på et ekstraordinært møde onsdag eftermiddag resten af kommunalbestyrelsen om situationen i kommunen, der betyder, at testambassadører fra Styrelsen for Patientsikkerhed besøger Brøndby Strand fredag og lørdag for at få folk til at lade sig teste. De får følgeskab af flere repræsentanter fra kommunalbestyrelsen, der går på gaden med informationsmateriale om test- og isolationsmuligheder.

Samtidig bliver der etableret et midlertidigt testcenter i Søholthallen. Her vil det være muligt at få foretaget en PCR-test uden tidsbestilling. I Brøndbyøster bliver det også muligt at blive testet uden tidsbestilling, når testkapaciteten bliver øget, oplyste Kent Magelund til Folkebladet onsdag aften.

Brøndby Strand er ikke det eneste sogn, hvor smitten er stigende. I Brøndbyvester er der på en uge registreret 260 procent flere nye smittede på en uge sammenlignet med for en uge siden, mens der i Nygårds Sogn er sket en stigning på 300 procent. I Brøndbyøster Sogn er antallet af nye smittede faldet med 14 procent i forhold til ugen før.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top