fbpx
Regionskandidat vil have fokus på psykiatri
Erdal-Colak-presse-2.jpg

Erdal Colak er kandidat til Regionsrådet for Brøndbykredsen.

Erdal Colak er kandidat til Regionsrådet for Brøndbykredsen.
BRØNDBY OG VALLENSBÆK. Erdal Colak, der sidder i kommunalbestyrelsen i Vallensbæk Kommune, er kandidat til Regionsrådet for Brøndbykredsen

Ved et online-kredsrepræsentantskab i Brøndbykredsen, der dækker Vallensbæk, Ishøj og Brøndby, har medlemmerne valgt Erdal Colak fra Vallensbæk som ny kandidat til Region Hovedstaden.

Erdal Colak er 46 år gammel og allerede en kendt person i det politiske liv i Vallensbæk. Erdal Colak er valgt til kommunalbestyrelsen i 2009 og repræsenterer Socialdemokratiet i Børne- og Kulturudvalget samt i Teknik- og Miljøudvalget.

– Det var ikke svært for vores partiforening i enighed at opstille Erdal. Vi kender ham som en flittig og vidende lokalpolitiker, som altid står parat, hvis der er borgere med hjælp/behov, siger Søren Wiborg, formand for partiforeningen.

Han benyttede samtidig lejligheden til at sige en varm tak til Jesper Clausson, som er valgt til Region Hovedstaden, men som ikke ønskede genopstilling.

Fokus på psykiatri

Erdal Colak er selvfølgelig stolt over at blive valgt.

– Det er stort for mig at blive opstillet til en så betydningsfuld post. Jeg vil kæmpe for de socialdemokratiske værdier, frihed, lighed og fællesskab. Det stærke fællesskab skaber trygge rammer, og er dermed drivkraften for et samfund med borgeren i centrum. Et godt liv med lige muligheder for alle til sundhed, uddannelse og omsorg. Vi vil skabe en region med fokus på sundhedsområdet, det sociale område og den regionale udvikling og vækst. Tryghed og velfærd er forudsætningen for et godt liv, siger han.

Erdal Colak har mange prioriteter, men en ting står højst på listen:

– Alle med behov for hjælp fra psykiatrien skal have let og hurtig adgang til behandling, uanset om de har behov for akut hjælp eller planlagt udredning og behandling. Alle skal i behandling hurtigt, og indsatsen skal være målrettet den enkeltes situation, siger han.

Erdal Colak er uddannet cand.scient. i informationsvidenskab og bibliotekar fra IVA København Universitet. Fra Tyrkiet har Erdal en baggrund som journalist og forfatter. Erdal har indtil videre udgivet seks bøger, herunder en på dansk, en på kurdisk, tre på tyrkisk og en på engelsk. Endelig har Erdal en stor interesse i personlig udvikling og life-coaching og har taget kurser inden for personlig udvikling som Life-coaching og NLP.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top