fbpx
Indisk corona-variant fundet i Glostrup
2021-01-03_at_17-09-32_Nikon_NIKON-D850_DSC_4678x.jpg

Det forventes, at vaccinerne også beskytter mod den indiske variant. Foto: Robert Hendel

Glostrup Enkelte beboere i Glostrups centrum er smittet med den indiske corona-variant. Kommunen stemmer dørklokker og opfordrer til test

Lørdag eftermiddag oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed, at der i centrum af Glostrup er fundet et udbrud af corona-varianten B.1.617, der også bliver kaldt den indiske variant. Glostrup Kommune oplyser på Facebook, at styrelsen udfører intensiveret smitteopsporing, blandt andet ved at det nu ikke kun er nære kontakter, men også nære kontakter til nære kontakter, der bliver ringet op. Der er også igangsat ekstra rengøring i berørte boligejendomme, og Styrelsen for patientsikkerhed går i samarbejde med kommunen fra dør til dør i det berørte område. De direkte berørte beboere i nærområdet har mulighed for at blive testet uden tidsbestilling i Glostrup Hallen lørdag kl. 16-18 og søndag kl. 8-14. Man modtager direkte besked, hvis man har denne mulighed for PCR-test uden tidsbestilling.

B.1.617 er den mest udbredte variant i Indien, der lige nu oplever voldsomme stigninger i smitten. Landet er derfor lige nu rød-zone på Udenrigsministeriets rejsevejledning. Den kom ifølge Statens Seruminstitut første gang til Danmark i marts, og siden har lidt over 100 mennesker fået konstateret den variant. Statens Seruminstitut ved endnu ikke så meget om varianten, det vides ikke, om den er mere smitsom eller mere dødelig, end de andre versioner. Den kan indeholde mutationen E484Q. E484K er koblet til nedsat følsomhed over for antistoffer, men det vides endnu ikke, om det samme er gældende for E484Q. Samlet set forventes de godkendte vacciner at have effekt over for B.1.617-varianterne.

Corona-udviklingen har ellers været fin i Glostrup over den seneste uge. Smitten steg voldsomt for cirka en uge siden, men siden er det gået den rigtige vej med en faldende testjusteret incidens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top