fbpx
I et demokrati er det politikerne, der skal skiftes ud – ikke borgerne
Debat_web.png
DEBAT.  

Udtalelse fra Enhedslisten i Albertslund, Glostrup og Vallensbæks generalforsamlingen 2021:

Den stramme statsstyring af kommunernes økonomi har medført at flere og flere kommuner forsøger at forbedre deres økonomi ved at tiltrække velhavende borgere.

Dette gøres ved at øge boligmassen med så mange procent som muligt. Der laves lokalplaner, hvor der gives tilladelse til meget høje bebyggelsesgrader, der samtidig fjerner de sidste åndehuller for natur og rekreative områder, og skaber en meget høj befolkningstæthed.

Vi vil have en byudvikling med gode boliger og velfungerende boligområder, som folk på Vestegnen kan betale. Det er uacceptabelt, at almindelige lønmodtagere og mennesker på overførselsindkomster presses ud af vores kommuner.

Vi ser nu at denne politik også rammer vores kommuner i større og større grad. Enhedslisten i Albertslund, Glostrup og Vallensbæk tager afstand til en sådan politik, da den medfører et alt for højt tryk på den smule natur der er tilbage i vores kommuner, og skaber sovebyer fremfor levende bymiljøer med boliger, arbejdspladser af forskellig karakter og naturområder. Samtidig mener vi, at den konkurrence, der er opstået mellem kommunerne, vil medføre en boligboble-økonomi, hvor kommunernes borgere vil blive tabere.

Det er med andre ord på tide, at kommunerne taler sammen og får skabt en sammenhængende og bæredygtig byudvikling. Vi skal have lokalplaner, der tjener borgerne og naturen og ikke kun økonomien.

Demokratiet har det bedst ved at borgerne skifter politikerne ud og ikke omvendt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top