fbpx
Fortsætter forrygende stime
2020-10-03_at_12-22-26_Fujifilm_X-T4_DSCF4327x.jpg

Foto: Robert Hendel

Glostrup FK er inde i en god stime i Sjællandsserien. Arkivfoto: Robert Hendel
SPORT. Glostrup FK vandt tredje kamp af tre mulige i Sjællandsseriens oprykningsspil. Med den seneste sejr kravler holdet op på andenpladsen i rækken

Tre kampe. Tre sejre.

Glostrup FK fortsætter med at smide point ind på kontoen i kampen om at rykke op fra Sjællandsserien, hvor det lørdag blev det til endnu en vigtig sejr, da Liria FK blev besejret på Skinderskovgård i Herlev.

Jack Tudborg Wander bragte Glostrup foran med 1-0 efter 18 minutter. Den føring holdt cirka 20 minutter, inden Esmaeil Roudsari udlignede for hjemmeholdet. Fem minutter senere var Glostrup dog i front igen, da Mathias Rosenkrantz De Lasson garnede til 2-1.

Ti minutter efter pausen fik Glostrup udbygget føringen ved Jonas Horup Damkjær. Agron Murati holdt dog liv i spændingen, da han 12 minutter før tid reducerede til 2-3.

De grønblusede fra Glostrup red dog stormen af og tog de tre point med hjem til Vestegnen. Sejren betyder også, at holdet overhaler Hørsholm-Usserød og nu indtager rækkens andenplads – endda med en kamp i hånden.

Dermed har Glostrup i den grad meldt sig ind i oprykningskampen med tre kampe igen. I næste uge møder holdet Vallensbæk IF på udebane.

Se også:

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top