fbpx
Ejby taber to kampe og fyrer træneren
DSC07054.jpg
Ejby IF68 skal finde en ny person til trænerbænken. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Sport. Ejby IF 68 har fem nederlag og én sejr i foråret, og skal nu på jagt efter en ny træner

Ejby IF 68 spillede to kampe i sidste uge. Tirsdag fik de afviklet en udsat kamp på udebane mod Avedøre. Det blev for Ejby IF 68 en særdeles trist affære, der endte med et 3-0 nederlag.

– Det kolde vejr havde sin indflydelse på indsatsen. Der var ingen gejst, og der var ingen vilje. At tabe 3-0 til et ganske ordinært Avedøre-hold er bare ikke godt nok. Over 90 minutter tilspiller vi os ikke en reel målchance, siger klubbens formand, Per Colding.

Allerede lørdag var klubben i kamp igen, da de skulle et smut over kommunegrænsen til Ballerup, hvor endnu et midterhold i Serie 2 ventede, nemlig BSF.

– Jeg skal love for, at gejsten var vendt tilbage i kampen mod BSF. I de første 15 minutter dominerer vi og spiller en god gang fodbold. Men som så mange gange før får BSF et helt unødvendigt mål, og da de efter godt 1 minut i anden halvleg scorer til 2-0 er det op af bakke. Vi får reduceret på et kanon langskud ved Martin Kristoffersen, Men igen forærer vi modstanderen et mål og trods overtag i spillet må vi se os besejret 3-1, fortæller Per Colding.

Fyret træner

Med de to nederlag i sidste uge har Ejby IF kun fået en enkelt sejr i forårets seks kampe. For at ryste posen lidt, har de derfor stoppet samarbejdet med træneren.

– I den situation, vi befinder os i, må der handling til. Vi ser os selv som mindst en serie 2 klub, og det skal vi fortsat være. Derfor måtte vi efter kampen med blødende hjerte opsige vort samarbejde efter seks år med Gert Rostgaard Nielsen. Vi ønsker Gert alt det bedste fremover og takker ham for den kæmpe indsats, han har ydet for Ejby IF 68, siger Per Colding.

Gert Rostgaard Nielsen er selvfølgelig ked af, at samarbejdet stoppede, men er fuld af forståelse.

– Jeg er ked af det, der er sket, men det var det rigtige at gøre, hvis de skal redde sig. Der er ingen sure miner, tvært imod. Jeg håber, de før styr på det. Jeg har arbejdet med spillere, der ikke kom så meget til træning, så er det svært at nå de ting, man gerne vil. Jeg håber, de kan få nogle bedre resultater med en ny træner, siger han.

Han vil stadig betragte sig selv som Ejby-mand.

– Jeg synes, det er en dejlig klub. Jeg kom fra Brøndby, men faldt for Ejby. Jeg vil ønske dem alt held og lykke, det er en god klub, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top