fbpx
Borgmester jubler over mesterskab: En fantastisk dag for hele Vestegnen
2021-05-24_at_22-31-09_DJI_FC7303_DJI_0181x-2.jpg

Foto: Robert Hendel

Borgmesteren i Brøndby mener, at de personer, som fejrede Brøndby IF's dansk mesterskab har fortjent det. Han håber dog, at de festglade Brøndby-fans oven på festlighederne vil lade sig teste for covid-19. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Brøndby-Borgmester Kent Magelund (S) glæder sig over, at det er lykkedes Brøndby at få brudt 16 års mesterskabstørke. Det er godt, at vi igen bliver kendt for andet end høje smittetal, siger han og opfordrer folk til at blive testet efter guldfesten

Ren eufori.

Sådan beskriver Brøndby-borgmester Kent Magelund (S) den stemning, der herskede på og omkring Brøndby Stadion i timerne før, under og efter den kamp, der sendte danmarksmesterskabet tilbage til Vestegnen.

– Det betyder meget for os alle sammen, at vi bliver kendt for andet end at være en kommune, der topper corona-smittetabellen. Nu er Brøndby atter kendt for at være gode til fodbold, siger Kent Magelund.

Borgmesteren var selv til stede på stadion og observerede, da banen blev invaderet. Han mener dog ikke, at det kunne være forhindret, uden at folk ville komme til skade.

– Jeg kan ikke se, hvad vagterne ellers kunne have gjort. De var jo blevet løbet ned, hvis de var blevet stående. Det ville have været forfærdeligt, hvis nogen blev trampet ihjel, lyder det fra Kent Magelund.

Selvom han helst så, at folk ikke løb på banen, forstår han godt, hvis folk faldt for fristelsen.

– De fortjente den fest. Der er så mange, der ikke har kunnet komme på stadion i så lang tid, og det der er jo en oplevelse, man ikke vil undvære, forklarer Kent Magelund.

Borgmesteren var dog glad for, at folk relativt hurtigt forlod banen igen, da beskeden blev givet på storskærmene og i højttalerne.

– Den disciplin har jeg ikke oplevet tidligere, når folk var halvfulde. De rettede ret hurtigt ind, siger han.

I Brøndby er smitten nedadgående. Den testkorrigerede incidens var mandag på det laveste niveau i 10 dage. Borgmesteren håber dog, at folk vil lade sig teste for coronavirus, især de personer, som deltog i marchen. Derfor er Brøndby Kommune gået ud med en opfordring til, at efter fest kommer test. Det samme har Styrelsen for Patientsikkerhed gjort, blandt andet på det sociale medie Twitter.

Kent Magelund frygter dog ikke et kommende smitteboom i kommunen.

– Jeg har været til flere af Brøndbys kampe, og der er altså fuldstændig styr på det. Vi skal vise både coronapas og id for overhovedet at blive lukket ind, siger han.

Samtidig var der mange på stadion, som slet ikke bor i kommunen. Nogle kom endda langvejs fra.

– Da jeg var på vej hjem, fulgtes jeg med nogle fans fra Jylland. De havde fire og en halv time hjem fra Brøndby, og det fortæller mig bare, hvilket fantastisk fællesskab, der er samlet omkring klubben, siger borgmesteren, der er glødende fan af byens fodboldstolthed.

Tirsdag morgen ville han derfor hellere fokusere på, at Brøndby IF har vundet det danske mesterskab.

– Fansene havde pyntet hele kommunen i gult og blåt aftenen forinden. Jeg var helt rørt. Det gjorde mig kanon stolt, at vi samtidig brød 16 år med mesterskabstørke. Det var vigtigt at få den sten ud af skoen, som Horsens i 2018 var. Nu gider vi ikke høre om den kamp mere. Den må være glemt nu, lyder det fra borgmesteren i Brøndby.

Han ville gerne have inviteret de nykårede danske mestre op på rådhuset for at blive hyldet. Det kommer dog til at vente til senere på året, fordi mange af dem skal af sted med deres respektive landshold i denne uge.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top