fbpx
1. maj i Solvangsparken
foto-Mogens-Mathiesen.jpg

SF i Glostrup kunne fejre 1. maj udendørs. Foto: Mogens Mathiesen

SF i Glostrup kunne fejre 1. maj udendørs. Foto: Mogens Mathiesen
GLOSTRUP. SF i Glostrup kunne holde et 1. maj-arrangement med fysisk fremmøde. Her talte Henrik Lund om partiets politik op til kommunalvalget til efteråret

SF i Glostrup var samlet cirka 25 mennesker til 1. maj i Solvangsparken. De var dermed rigeligt på den rigtige side af forsamlingsforbuddet, som lige nu er på 50 personer udendørs.

Blandt talerne var Henrik Lund, der er formand for SF i Glostrup. Han talte meget om, hvilke mærkesager SF skal kæmpe for ved det kommende kommunalvalg. Her er nogle uddrag af hans tale:

– Når jeg går en tur gennem byen, bliver det for eksempel meget synligt hvad mange års sparepolitik har betydet for de ydre rammer. Alle byens offentlige bygninger står og forfalder, og småreparationer, som for nogle år siden kunne være blevet ordnet for små penge, har fået lov til at udvikle sig til kæmpeopgave, som der nu skal bruges mange penge på at udbedre. Eksempelvis kunne døre og vinduer på Skovvangskolen for et par år siden været redet med en klat maling hist og her; det skete ikke, og nu står det hele til udskiftning på grund af råd.

– Glostrup skole sejler. Det er tid til forandring. Alt for meget snak og alt for lidt handling. Jeg mener, at politikerne i Glostrup blander sig i alt for meget omkring skolen. At man forsøger at løse boligsociale problemer gennem en forfejlet skolepolitik. At det bliver børnene, der ender som gidsler i et spil, som handler om noget helt andet.

– Helt overordnet mener jeg, at sammenlægningen for år tilbage af skolerne i byen var en stor fejl, men det står næppe til at forandre lige med det første. Men man må lade skolen om at drifte, og så må politikerne sætter rammen for driften. Der bliver lovet frit skolevalg, men det klinger hult. Der må nødvendigvis være en styring med fordelingen af børnene på byens skoler, således at eleverne samles på tættest mulig skole indenfor de kapacitetsmæssige rammer, der er.

– Lige nu snakkes der om, at en skole skal udbygges, mens der står tomme lokaler på andre skoler. Normalt har vi måske et ry for ikke at være bange for at brænde penge af, men det her er helt tudetosset. Det vigtige er ikke et illusorisk frit valg, det vigtigste er trygheden på skolen og i særdeleshed tryghed på skolevejen. Derfor sætter vi som et af vores øverste prioriteter oprettelse af sikre skoleveje, f.eks. i form af cykelstier, som er isoleret fra den motoriserede trafik.

– Ældreplejen i Glostrup har været plaget af centralisering, udlicitering og privatisering. Men det skal være slut. Det er tid til forandring. Det skal være rart og trygt at være gammel i Glostrup. Man skal efter et langt liv, hvor man har bidraget til samfundet og velfærden, også have ret til at høste lidt af frugten af ens arbejde, når man når livets efterår. For personalet er presset stort, og det smitter selvfølgelig af på humøret og dermed servicen. Der er ”selvafløsning” i ældreplejen, så når én er syg eller på ferie, skal resten løbe hurtigere. Det giver dårligere service, dårligere arbejdsmiljø og kan medføre øget sygefravær. Hverken borgere eller personale kan være tjent med dette.

– For nogle er privatisering nærmest et mantra. For SF Glostrup er det helt klart, at offentlige opgaver først og fremmest skal varetages af det offentlige.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top