fbpx
Vi kunne have været i gang med støjsikring nu
Debat_web.png
DEBAT.  

Så præsenterede regeringen endelig sit udspil til infrastrukturplan. Det er godt, det endeligt blev præsenteret, for det er godt nok ved at være noget tid siden, den nuværende regering tog den tidligere regerings plan af bordet for at se på det igen.

Det er naturligvis den nuværende regerings ret – omend det jo ikke var en pligt at gøre det. Man kunne jo have nøjes med at tage de elementer ud, man ikke kunne lide og tilsvarende tilføje nye elementer, om
det var det, man ville. Men altså det er regeringens ret.

Var der så meget forskel? Uden at være specialist, må jeg i hvert fald notere, at flere politiske iagttagere har udtalt, at så stor forskel var der ikke. Man har taget nogle vildskud (for det var der) ud af den tidligere regerings plan for eksempel omfartsvejen i Mariager, lagt lidt ekstra i støjbekæmpelsen, hvilket alt andet lige er godt, og endelig har man spredt den ud over 15 år frem for den tidligere plans 10 år.

Nu kan man så spørge, hvori forskellen består for Vallensbæk. I den tidligere regerings plan var der afsat 1,6 mia. til støjbekæmpelse, og fem helt konkrete projekter var blevet undersøgt og pengene dertil var beregnet og de respektive kommuner havde fået tilsagn. Konkret havde Vallensbæk fået lovning på en støjskærm fra kommunegrænse til kommunegrænse langs Holbækmotorvejen. Det blev taget af bordet, da regeringen ville et nyt forlig. Igen det er deres ret – men man kunne jo have ladet de fem projekter, der var navngivet fortsætte – så havde vi været i gang med opførelsen nu, om tidsplanen var holdt.

Det er mit håb og tro, at man ved den kommende forhandling vil tage vores berettigede ønske med og få igangsat vores projekt ved Holbækmotorvejen fra kommunegrænse til kommunegrænse – og med en pulje, kunne det være en rigtig god ide, at vi også søgte om midler fra de tre mia. kr. til Sydmotorvejen, nu hvor der formentlig skal være en støjmur for at der laves noget på Egeskovvej.

Det er mit håb, at vi bliver taget seriøst og jeg håber (og tror), at også regeringen vil se med velvilje på projektet. For en god ordens skyld har vi dog bedt den konservative trafikordfører sikre, at projektet er med i forhandlingerne.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top