fbpx
Skuffet borgmester: I lovede støjværn i Vallensbæk
Transportminister.jpg
Henrik Rasmussen har tidligere haft besøg af transportminister Benny Engelbrecht, der har lyttet til trafikstøj i det nordlige Vallensbæk. Foto: Jesper Ernst Henriksen
Vallensbæk. Der er afsat tre milliarder kroner til at bekæmpe vejstøj i regeringens transportudspil, men det er ikke nævnt, hvor pengene skal bruges

Vallensbæk. Torsdag fremlagde regeringen sit store transportudspil Danmark Fremad. Hvis det bliver vedtaget, vil det sætte rammen for, hvordan der skal investeres i infrastruktur frem mod 2035. I udspillet er der også fokus på trafikstøj. Der er afsat tre milliarder kroner til at bekæmpe trafikstøj, men der er endnu ikke sat navn på, hvor i landet de penge skal bruges. Der er kun en generel formulering om, at det særligt er de bynære motorveje omkring København, der er plaget af støj. Det skuffer Vallensbæks borgmester, Henrik Rasmussen (K):

– Jeg er lidt skuffet over, at en støjskærm i Vallensbæk ikke er med i første hug. Jeg kan godt huske, hvad de lovede i valgkampen, det var, at der skal være støjafskærmning på den nordlige motorvej. Nu skal det lige pludselig til forhandling igen, siger han.

Jeg er lidt skuffet over, at en støjskærm i Vallensbæk ikke er med i første hug. Jeg kan godt huske, hvad de lovede i valgkampen

Henrik Rasmussen

Han har tidligere haft besøg af transportminister Benny Engelbrecht (S), der har lyttet til trafikstøjen i det nordlige Vallensbæk. Transportministeren nævnte netop sine besøg i støjplagede områder på pressemødet, men sagde altså ikke noget specifikt om Vallensbæk.

Henrik Rasmussen har en klar opfordring, til dem, der skal forhandle på vegne af Det Konservative Folkeparti.

– Jeg har allerede sendt indspark til vores forhandlere om, at de to motorvejsstrækninger i Vallensbæk skal med i den her pulje. Når man hæver puljen, så er det helt rimeligt, at den sydlige motorvej også kommer med, siger han.

Han mener, at Vallensbæk bør stå højt på listen, da der her bor rigtig mange mennesker langs motorvejen.

– Her bor man op og ned af motorvejen. Et støjværn er ikke en luksus. Vores motorveje er nogle af de motorveje i landet, som har mest trafik. De har alt trafikken syd og vest fra til København. Det er rigtig vigtigt, at de her motorveje, hvor der bor mennesker, de bliver ordentligt støjsikret, siger han.

Bliver prioriteret

Ifølge Kasper Sand Kjær (S), folketingsmedlem valgt i Københavns Omegn, bør Vestegnen stå højt på listen, når forhandlingerne er afsluttet.

– Der er ikke tvivl om, at i hele Hovedstadsområdet og særligt på Vestegnen er støj et stigende problem. I takt med, at der kommer flere biler på vejene, er støjen kun stigende. Det er med til at forringe boligpriser og livsværdien for de mennesker, der bor langs de trafikerede veje. Et af de store mål i planen er at nedbringe støj. Derfor er der også afsat langt flere penge til det, end den tidligere regering gjorde, siger han.

Et af de store mål i planen er at nedbringe støj. Derfor er der også afsat langt flere penge til det, end den tidligere regering gjorde

Kasper Sand Kjær

Han henviser til VLAK-regerings udspil Aftale om et sammenhængende Danmark, som de sammen med Dansk Folkeparti havde flertal for lige inden folketingsvalget for to år siden. Det flertal forsvandt efter valget. I den plan var der afsat 1,6 milliarder kroner til støjbekæmpelse frem til 2030. Det tal er nu tre milliarder frem til 2035. I den tidligere regerings plan var der en liste over projekter, der skulle prioriteres først. Det er nu op til forhandlinger mellem partierne på Christiansborg.

I udspillet fra regeringen er der lagt op til en ny måde at kigge på støj i forbindelse med vejprojekter, det de kalder et støjtillægsprincip.

– Regeringen ønsker en mere helhedsorienteret tilgang til støjbekæmpelse, hvor indsatsen ikke alene sker, hvor en vej udvides eller en ny vej bygges, men også fokuserer på de afledte effekter i nærområderne uden for selve projektstrækningen, står der i udspillet.

– Det første skridt er, at de nye projekter ikke må medføre mere støj. Det andet skridt er, at de steder, der allerede er meget belastet af støj, skal man nedbringe støjen, forklarer Kasper Sand Kjær.

Han håber, at der kan opnås et bredt forlig inden sommerferien.

– Jeg håber meget, vi kan lave en bred aftale, så der kommer noget sikkerhed for kommuner, virksomheder og borgere, som er meget afhængige af, at de planer, der bliver vedtaget, de bliver gennemført, også selvom regeringsmagten skulle skifte. Det var en skandale, at den tidligere regering lavede så smalt et trafikforlig. Jeg håber virkelig, at partierne er klar til at gå på kompromis. Det kommer vi også til at skulle i regeringen, men det er et selvstændigt mål, at få enderne til at mødes, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top