fbpx
Skal sortere mere næste år
Affald.jpg

Til næste år skal borgerne i Glostrup sortere endnu mere. Foto: Jesper Ernt Henriksen

GLOSTRUP. Borgerne i Glostrup kan fra næste år også sortere madaffald, tekstil, fødevarekartoner og farligt affald derhjemme

Der er i Folketinget vedtaget nogle fælles regler for, hvordan borgerne skal sortere affald, så sorteringen bliver den samme i alle landets kommuner. I Glostrup betyder det, at borgerne fra 1. maj næste år får mulighed for at sortere i yderligere fire fraktioner derhjemme.

I forvejen har borgerne mulighed for at sortere papir, pap, plast, glas, metal, haveaffald og restaffald. Fra 1. maj bliver det også muligt at sortere i madaffald, tekstil, fødevarekartoner og farligt affald.

I villaer og rækkehuse betyder den nye affaldssortering, at man skal have fire containere til affald ud over containeren til haveaffald. Derudover skal man have en rød boks til farligt affald, mens tekstiler skal stilles i klare sække til storskrald. I etageejendomme kommer sorteringen til at foregå i affaldsøer.

– Affaldshåndtering er vigtig, og FN har med de 17 verdensmål for bæredygtig udvikling for første gang formuleret en række konkrete ambitioner for fremtiden. Også EU har sat ambitiøse mål på affaldsområdet, og herhjemme har et bredt flertal af Folketingets partier indgået en aftale om en klimaplan for en grøn affaldssektor og cirkulær økonomi, sagde Leif Meyer Olsen (V), formand for Glostrup Forsyning, der har opgaven med at indsamle affaldet.

Ifølge Folketingets beslutning, skulle kommunernes nye affaldsplaner træde i kræft senest 1. juli i år. Det når man altså ikke i Glostrup, ligesom en række andre kommuner heller ikke når det.

– Affaldsafhentning i Glostrup forestås af forsyningsselskabet Glostrup Affald, og det koster cirka otte millioner kroner om året at få afhentet affald. Vi skal derfor følge Udbudsloven fra 2015, hvor tjenesteydelser på over 1,5 mio. kr. om året skal i udbud. Sådanne kontrakter løber over fire år. Nuværende kontrakt udløber 30. april 2022, og det vil være temmelig dyrt at lave ekstra udbud gældende 10 måneder på indsamling af madaffald, fødevarer, tekstil og farligt affald. Der skal også købes opdelte containere, forklarede Leif Meyer Olsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top