fbpx
Regeringen udsætter endnu en gang lokale trafikstøjsprojekter
Merete-Scheelsbeck.jpg
Merete Scheelsbeck. Pressefoto: Fotograf Aasmul
DEBAT.  

Regeringen har torsdag fremlagt sit udspil til en ny infrastrukturaftale, og borgerne i Brøndbyøster og Vallensbæk må desværre endnu en gang se langt efter, at der bliver gjort noget konkret ved trafikstøjen ved Brøndbyvestervej og Vallensbækvej.

Der var ellers i den tidligere borgerlige regerings infrastrukturaftale blandt andet med pres fra Det Konservative Folkeparti udpeget fem helt konkrete trafikstøjreducerende projekter, som skulle prioriteres allerførst – herunder Bygaden og Vallensbækvej. Den plan hældte den nuværende regering ned ad brættet som noget af det første, da den trådte til, og derfor har de støjplagede borgere omkring Bygaden og Vallensbækvej måttet vente tålmodigt på, at der blev udarbejdet en ny plan – på trods af, at projekterne var gennemanalyseret og lige til at gå i gang med.

Så meget for alle de skåltaler, der blev holdt om bekæmpelse af trafikstøj i valgkampen. Nu er der gået næsten to år, og regeringen har fremlagt sit udspil til en infrastrukturaftale. Der er heldigvis lagt op til, at der skal gøres noget ved trafikstøj, og der er igen sat et flot beløb af til det, men der er ikke nævnt nogle konkrete projekter. Så nu frygter jeg oprigtigt, at vi skal begynde forfra og kæmpe blandt hundredvis af forskellige støjreducerende projekter rundt omkring i Danmark.

Det kan man simpelthen ikke byde borgerne i vores støjplagede områder. Vi ved, at støjen er der. Vi ved, at den er sundhedsskadelig. Vi ved, at den påvirker vores livskvalitet negativt. Men vi ved også, at vi kan gøre noget ved den. Vi kan derfor ikke være bekendt at blive ved med at snakke, love og vise forståelse for borgernes bekymringer, hvis vi ikke også gør noget ved dem. Regeringen har inviteret til forhandlinger, og dem vil vi i Det Konservative Folkeparti naturligvis gå konstruktivt og resultatorienteret ind i.

Vi kommer til at kæmpe for at få de konkrete projekter tilbage på bordet. Der er ingen, der gider at høre på flere forstående skåltaler – der skal helt konkrete løsninger på bordet. Projekterne på Bygaden og Vallensbækvej skal tilbage øverst på prioriteringslisten.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top