fbpx
Imamer er et tveægget sværd
Debat_web.png
DEBAT.  

Folkebladet kunne i sidste uge fortælle, hvordan Brøndby-borgmester Kent Magelund havde slået pjalterne sammen med lokale imamer i forsøget på at nedbringe coronasmitten i kommunen – den ene af imamerne Syed Bukhari, er endda ved siden af sit arbejde som imam, også kommunalbestyrelsesmedlem i Brøndby for netop Magelunds eget parti Socialdemokratiet.

Brøndby-borgmesteren er langt fra den første Vestegns-borgmester, der har kastet sin kærlighed på imamerne i forsøget på at bringe corona-smitten i indvandrermiljøerne under kontrol. Det er imidlertid et tveægget sværd at gøre fælles front med de muslimske religiøse overhoveder.

Imamer vil utrolig gerne fremstå som om de repræsenterer alle muslimske indvandrere og efterkommere. Flere undersøgelse har imidlertid vist, at det – heldigvis – kun er ganske få indvandrere og efterkommere, der faktisk føler sig repræsenterede af imamer fra de forskellige islamiske trossamfund.

Ved at gøre fælles front med imamerne er Kent Magelund og de øvrige socialdemokratiske borgmestre med til at øge imamernes betydning og indflydelse i indvandrerkredse, fordi borgmestrenes omfavnelser af de religiøse overhoveder forlener dem med øget autoritet i indvandrerkredse. Og det er absolut IKKE det vi har brug for.

Jeg tvivler stærkt på, at de socialdemokratiske borgmestres charmeoffensiv over for islams repræsentanter i Danmark gør nogen som helst betydende forskel i forhold til at dæmpe coronasmitten, men det hjælper ubestrideligt de religiøse ledere med at opnå større social kontrol med indvandrere og efterkommere.

Vi har brug for det modsatte – nemlig at flere indvandrere og efterkommere river sig løs fra imamernes kløer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top