fbpx
Forårsrengøring i naturen: Tager skraldet sammen i weekenden
2_2020-09-19_at_13-59-10_Fujifilm_X-T4_DSCF0667x.jpg
Sidste år hjælp både børn og voksne til med at få ryddet gaderne i Brøndbyøster Landsby for affald. Foto: Robert Hendel
HELE OMRÅDET. I den kommende weekend bliver der samlet affald i hele landet. I både Brøndby, Glostrup og Vallensbæk går frivillige borgere på gaden med sække, handsker og gribetang for at sikre, at der bliver gjort forårsrent i lokalområdet

Cigaretskodder, øldåser og plastikposer er nogle af de ting, som ligger og flyder på gaden og i byens grønne områder.

Derfor inviterer Danmarks Naturfredningsforening i weekenden til den årlige affaldsindsamling, hvor tusindvis af frivillige borgere danner fælles front mod det efterladte affald i naturen.

– Vi elsker vores lokalområde og vores natur. Men man bliver jo ærligt talt lidt ærgerlig, når man mødes af synet af dåser, plastik og mundbind i parken på en almindelig gåtur, fortæller Helle Bager Nielsen, der går på gaden for at rydde op i Glostrup.

Her står hun bag en lokal affaldsindsamling, fordi hun ønsker en renere og grønnere by. Helle Bager Nielsen ser også Danmarks Naturfredningsforenings store nationale affaldsindsamling som en kærkommen lejlighed til at lære de yngste borgere at at passe på naturen.

– Jeg samler tit skrald sammen med mine børn, og de synes faktisk, at det er sjovt og hyggeligt og er selv meget optagede af at passe godt på naturen, siger Helle Bager Nielsen.

Sidste år hjalp hundredvis af virksomheder, sportsforeninger, klubber og familier til med at rydde op i lokalnaturen. Her blev der indsamlet mindre end 53 tons affald, der blandt andet indholdt 32.500 dåser.

I Glostrup håber Helle Bager Nielsen, at der vil være lige så stor opbakning i weekenden til den årlige forårsrengøring. Derfor opfordrer hun til at møde op ved legepladsen i Byparken og hjælpe til med at støvsuge kommunen for henkastet affald mellem klokken 10 og klokken 13, hvor der vil blive serveret kaffe til de frivillige affaldsindsamlere.

Af hensyn til forsamlingsforbuddet vil arrangørerne gerne have, at interesserede tilmelder sig via Facebook-begivenheden ’Affaldsindsamling i Byparken i Glostrup’ eller på en email til hbager@yahoo.dk.

Mødes i landsbyen

I Brøndbyøster mødes en gruppe borgere foran Ditlevs Gamle Købmandsbutik i Brøndbyøster Landsby. Her begyndte en håndfuld venner at samle ind for tre år siden. Siden har det vokset sig større, og sidste år indgik den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening og den lokale bevaringsforening i Brøndbyøster Landsby et formelt samarbejde.

Det resulterede i, at mere end 40 frivillige fik indsamlet i alt 62 kilogram affald, der flød i naturen i bydelen. I år håber en af initiativtagerne, at indsamlingen fra 2020 bliver overgået.

– Jeg tror, at indsamlingen er en god måde at gøre noget fælles godt på forsvarlig afstand sammen. Hvis man går og er lidt corona-trist derhjemme, kan jeg love, at man efter sådan en indsamling føler sig lidt mere som en superhelt. Og det kan man jo godt have brug for i sådan en lang nedlukningsperiode, siger Maja Holt Højgaard, der arrangerer affaldsindsamlingen i Brøndbyøster.

Hun mener, at borgerne i kommunen selv er ansvarlige for, hvilken natur der skal være i Brøndby.

– Alle vores naturområder i form af strand og skov bygger på politiske beslutninger om at vi fortjener det gode liv. Det er vi nødt til at værne om i fællesskab, og derfor skal der ryddes op, siger hun.

Vil du hjælpe til med at gøre forårsrent i Brøndby, kan du møde op ved den gamle købmandsbutik i Brøndbyøster Landsby. Her kan du forsyne dig med udstyr og aflevere indsamlede affald mellem klokken 13 og klokken 16.

I anledning af affaldsindsamlingen holder købmandensforretningen åben og serverer kaffe og kage. Ifølge Maja Holt Højgaard er det ikke nødvendigt at tilmelde sig på forhånd.

Tre steder i Vallensbæk

Bor du i Vallensbæk, kan du også være med til at kombinere frisk gåtur med en god gerning for lokalmiljøet lørdag den 17. april mellem klokken 10 og klokken 12.

Her bliver det muligt at hjælpe til med at samle affald tre steder i kommunen.

I Vallensbæk Strand er mødestedet ved slusen mellem Ringebæk Sø og Havnen- Vil du hjælpe med at gøre forårsrent i mosen og landsbyen, skal du møde op i Bækkehuset på Vejlegårdsvej 95, mens mødestedet i Vallensbæk Nord er P-pladsen ved Fakta på Tværbækvej 3.

Ved alle tre mødesteder kan du få udleveret handsker, gribetænger og affaldsposer, og hver husstand, der deltager i indsamlingen, bliver tilbudt forfriskninger på dagen.

Vil du hjælpe til med at gøre rent i Vallensbæk, kan du skrive til vejogpark@vallensbaek.dk og oplyse, hvilken station du vil samle ind fra.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top