fbpx
Flere penge fra Christiansborg fører til færre lærere i Brøndbyvester
Debat_web.png
Debat.  

I et år, hvor Regeringen (med forligsparterne Radikale Venstre, SF, Enhedslisten og Alternativet) på Finansloven afsætter flere hundrede millioner kroner i puljer til ”Et generelt løft af Folkeskolen”, er det ærgerligt, overraskende, og nødvendigt for mig at gøre opmærksom på, at det står anderledes til i Brøndby.

Vi i Brøndby Lærerforening har et godt samarbejde med BKI-forvaltningen i Brøndby Kommune, og vi har igennem årene sat stor pris på, at skolerne i Brøndby Kommune har været højt prioriteret både politisk og økonomisk; også her i Folkebladet ved næstformand i Brøndby Lærerforening, Nils Greve Ros skal gives, hvor ros er fortjent
Det har givet, og giver, skolerne en god normering og et godt økonomisk råderum, så rammerne er gode, for at give Brøndbys børn den bedste skolegang.

Men grunden til, at jeg alligevel griber pennen, er, at en ændret regnemetode i Brøndby Kommune fører til, at vi på få år er gået fra 20 til nu 21,25 i såkaldt ”klassekvotient” med en forventet opskrivning til 22 i skoleåret 22/23.

På Brøndbyvester Skole betyder de øgede klassekvotienter en nedgang på 2,29 lærerstillinger i det kommende skoleår. På en stor skole som vores, kan det virke som småting, men i virkelighedens klasselokaler betyder det færre to-lærertimer, færre turboforløb hvor elever på mindre hold får styrket deres faglige egenskaber, færre AKT og inklusionsindsatser og meget mere.

I et år med flere penge fra Christiansborg, er det ærgerligt, at det fører til færre lærere i Brøndby.

1 kommentar om “Flere penge fra Christiansborg fører til færre lærere i Brøndbyvester”

  1. Berit siger:

    Hvilket nu desværre medfører at vi forældre til 2. årgang på Brøndbyvester Skole onsdag aften blev orienteret om at der skulle ske en sammenlægning af 2. årgangs fem spor til fire spor.
    Vi skulle huske at tage den positive hat på, fortælle vores børn, at de nu skulle rystes sammen på kryds og tværs på årgangen samt at en stor del ville få nye lærere, alt sammen skulle ske samme onsdag aften, så eleverne (på 8 år) var forberedte, når lærerne skulle tale med dem om det allerede om torsdagen.

    Det er uden tvivl et bevist valg for at vi som forældre ikke skal have bogen indflydelse i processen.
    Men det er jo naturligvis ikke at økonomiske årsager at sammenlægningen sker, nej det er jo mere af hensyn til børnenes trivsel. Da det kan være svært for nogle børn at fungere i for små klasser….

    Det hele sker om en måned, altså lige op sommerferien. Og efter et covid-19 år med masser af hjemmeundervisning, hårdt opdelt klasse og frikvartersområder, så har eleverne ikke haft meget socialt sammen med de øvrige lærere og børn på årgangen, ligesom det generelt har været et meget turbulent år for børnene (som det også har været for resten af befolkningen).

    Jeg har forståelse for at klasserne kan blive for små, men jeg forstår ikke, at det skal ske 1 år og 1 måned før at 2. årgang alligevel skal skifte matrikel, lærere omgivelser mv., idet de skal skifte til mellemskolen på Tornehøj. Så havde man haft det kommende skoleår til at forberede børnene på at de skulle sammensættes på ny.

    Ligeledes har eleverne fået ønskesedler (læs stemmesedler) med hjem. De må prioritere 5 klassekammerater de gerne vil I klasse med, og garanteres at mindst én af dem følger med.
    Hvorfor ikke lade hele den proces være noget der foregår forældre og lærere i mellem. Hvorfor skal en 8-årig tvinges til at vælge mellem sine kammerater. Forestil jer en klasse med fx 7-8 velfungerende drenge, der leger på kryds og tværs, der kan barnet tilvælge 5 venner, men må dermed også fravælge én eller to. Forestil jer en børnefødselsdag. Barnet må kun få 5 venner ned – altså barnet skal vælge nogle fra, som ikke må deltage. Det gør man jo ikke. Derfor skal det heller ikke være børnene, der skal fremkomme med ønskerne. Det er desværre for sent for sedlerne blev delt ud torsdag, inden vi forældre havde muligheden for at komme med input.
    Og stakkels de børn, der sidder med ondt i maven og godt ved at de ikke bliver tilvalgt. Tænk at sidde som 8-årig velvidende “at der er jo ikke nogen, der vil vælge mig”.
    Skolelederen oplyste, at han ikke havde kendskab til, at fagligheden var højere i klasser med lavt elevantal kontra dem med højere. Og derudover, så var der jo sat to lærere på i alle fag resten af skoleåret efter sammenlægningen – ja altså dvs. i juni. Så har lærerne en måned til at lære eleverne at kende inden sommerferien, eleverne har måneden op til sommerferien til at finde deres nye plads i klassen og få dannet nye relationer , og efter sommerferien, så kører man på som om intet var hændt.

    Med hele den nye Kirkebjerg Bydel, der bliver bygget forventes, der en befolkningstilvækst i Brøndbyvester. Skolen er allerede i gang med at udvide, så den er klar til at håndtere det voksende elevtal. Så med lidt held, så kan det være vores børn kan være så heldige at de skal møllen igennem igen, fordi der har været en stor tilgang af elever. Nå nej, det er jo ligegyldigt, så fylder vi da bare klasserne helt op til 28 elever – elevtallet i en klasse har jo ingen betydning for fagligheden.
    Med fare for at det er min søns klasse der bliver fordelt (de er 16 elever i klassen), så havde jeg personligt hellere set at man havde taget den mindste klasse eller den mindst velfungerende klasse, og havde fordelt den ud over de fire resterende klasser. I så fald ville det være en eksisterende klasse, hvor lærerne kender eleverne, og derfor også kun skal bruge tid på at få overdraget fx. Fire nye elever. I min optik ville det give en mere smidig sammenlægning. Jeg ville da være trist over det, hvis det var min søns klasse der skulle deles op, da mit indtryk er at de har en virkelig god og harmonisk klasse og han har nogle lærere, der er kommet ind på livet af ham, hvilket er noget, der tager tid. Men det vil I så fald være vilkårene, og jeg tror det vil være en nemmere og smidigere overdragelse til en evt. ny lærer.

    Jeg har forståelse for, at der skal ske besparelser, men jeg har ikke forståelse for håndteringen af, hvorledes det nu foregår på 2. årgang på Brøndbyvester Skole.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top