fbpx
Fjernvarme i hele kommunen
2021-04-29_at_11-24-45_Fujifilm_X100V_DSCF1110x.jpg

Foto: Robert Hendel

Kommunalbestyrelsen i Brøndby vil have undersøgt, om det kan betale sig at få den sidste del af kommunen dækket af fjernvarme. Arkivfoto: Robert Hendel
BRØNDBY. En enig kommunalbestyrelse har bedt Brøndby Fjernvarme komme med forslag til, hvordan fjernvarme kan blive rullet ud til de få områder i Brøndby, der endnu ikke er dækket af fjernvarmenettet

Klimaet er et af fem centrale fokusområder i strategi Brøndby 2030, og derfor skal kommunen blive mere grøn over de næste 10 år.

Samtidig har kommunen valgt at deltage i ’DK2020 – klimaplaner for hele Danmark’, og det betyder, at kommunalbestyrelsen i Brøndby har forpligtet sig til at lave en plan for, hvordan kommunen seneste i 2050 bliver CO2-neutral.

Et af de områder, hvor der kan reduceres på udledningen af CO2, er i varmeforsyningen. Ifølge det nyeste CO2-regnskab for Brøndby udgør opvarmning med naturgas og olie en væsentlig del af kommunens samlede CO2-udledning.

Derfor undersøger kommunen nu alternative former for opvarmning, der vil reducere kommunens klimabelastning. Og det ligger godt i tråd med den nationale klimaaftale fra juni 2020. Her er udfasningen af olie og gas er et skridt på vejen mod Danmarks klimamål om at reducere drivhusgasudledningerne med 70 procent i 2030 og opnå klimaneutralitet senest i 2050.

– Derfor giver det god mening, at vi kigger på muligheden for, at hele kommunen bliver dækket af fjernvarmenettet, sagde borgmester Kent Magelund (S) på kommunalbestyrelsesmødet i april.

Måtte opgive sidst

Enkelte steder i kommunen er endnu ikke dækket af fjernvarmenettet. Det gælder blandt andet det sydlige Brøndby Strand og Vesterled. I alt er der tale om cirka 1.800 potentielle fjernvarmekunder, der i dag benytter sig af naturgas eller olie til opvarmning på matriklen.

– Den grønne dagsorden har rykket meget, siden vi var nødt til at opgive at indføre fjernvarme i Vesterled, hvor rigtig mange af borgerne var imod, sagde Vagn Kjær-Hansen (SF).

På kommunalbestyrelsesmødet gav han udtryk for, at der formentlig er flere folk i Vesterled, der har ændret holdning til fjernvarmespørgsmålet i mellemtiden.

For fem år siden stemte borgerne i Vesterled nej til at få installeret fjernvarme, blandt andet på grund af tilslutningspligten. I dag er der imidlertid ikke længere tilslutningspligt, og derfor skal det være økonomisk rentabelt for både forbrugerne og forsyningsselskabet, før fjernvarmenettet bliver udvidet til et nyt område.

Tror på tilslutning

Brøndby Fjernvarme skal derfor nu i gang med at udarbejde en række detaljerede projektforslag, der skal ligge til grund for en eventuel udvidelse. Det besluttede en enig kommunalbestyrelse på det seneste møde den 14. april 2021.

Alternativet til fjernvarme er en individuel løsning som eksempelvis en varmepumpe eller et træpillefyr.

Det kan ifølge Brøndby Kommune være en god løsning i områder, hvor en kollektiv forsyning ikke er mulig. Til gengæld kan fjernvarme være en billigere løsning, hvis der er nok husstande, der tilslutter sig.

Franz Hansen (S), der er kommunens repræsentant i Brøndby Fjernvarme, håber derfor på, at kommunen kan komme i mål med at
få udvidet fjernvarmenettet.

– Bor man i et område, hvor der er mange varmepumper, der kører, har man den der summen i baggrunden. Den undgår vi med fjernvarme, sagde han på kommunalbestyrelsesmødet, inden det blev godkendt at lade Brøndby Fjernvarme udarbejde en række projektforslag.

Ifølge Jan Lundquist (V) vil Brøndby Fjernvarmes projektforslag og beregninger blive kvalitetssikret af en ekstern konsulent.

1 kommentar om “Fjernvarme i hele kommunen”

  1. Torben Pøhler siger:

    Tak for at I tager det op igen. Jeg så gerne en fjernvarmeløsning og bor i Vesterled. Vi har netop søgt tilbud om varmepumpe og nyt gasfyr. Men alt er meget svært at gennemskue. Dels statens målsætning om gas i forbindelse med 2030-planen. Bliver man pålagt gebyr? Dels er der mange varmepumper på markedet – hvilken tror man på, og der er ekstra omkostning ved at få lukket helt for gastilførelsen. En installation til et hus på 200m2 kan nemt løbe op i 120.000 kr. og tilskudsordningen er meget svær at få del i.
    Vh Torben Pøhler, Lerager

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top