fbpx
Endnu ingen tak
Debat_web.png
DEBAT.  

Siden Planklagenævnet 15. marts ophævede Vallensbæk Kommunes lokalplan 102, Vallensbæk Byhave, har jeg ventet på at få en mail fra borgmester Henrik Rasmussen med tak for hjælpen. Men jeg har nu indset, at hverken jeg, eller de seks andre vallensbækborgere, der klagede over lokalplanen, får nogen tak for vores indsats fra borgmesteren.

I stedet har borgmesteren i læserbreve besværet sig over klagerne (der var en socialdemokrat blandt os) og ærgret sig over, at byggeriet med over 500 boliger klos op ad motorvejen ikke bliver til noget og at det vil få konsekvenser for kommunens økonomi.

Man kunne måske have forventet, at borgmesteren i stedet havde reflekteret lidt over, hvordan han og et stort flertal i kommunalbestyrelsen lod hånt om støjberegningerne, som klart sagde, at byggeriet ikke kunne overholde reglerne og sikre kommende beboere mod støj fra motorvejen. Borgmesteren burde måske også tænke lidt over, om forvaltningen og kommunen var lidt for kreativ i sin tolkning af lovgivningen for at få gennemført vanvidsbyggeriet.

Borgmesteren burde måske også give det en tanke, hvad der ville være sket, hvis lokalplanen først var blevet vurderet af Planklagenævnet EFTER byggeriet var opført.

Og endelig ville det måske være en god ide, hvis borgmesteren benytter anledningen til at overveje, om kommunalbestyrelsen også i fremtiden skal være nyttigt redskab for private developeres vilde projekter eller om det er kommunalbestyrelsen, der skal stå for planlægningen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top