fbpx
Visitering til Glostrup Skole er tåbelig
Debat_web.png
DEBAT.  

Som bosiddende i solvangs-kvarteret, og med et barn, der skal starte i skole til sommer, er det meget frustrerende at være fanget i dette politiske spil, hvor alt fornuft og sans for børns trivsel tilsidesættes for at hente elever til Vestervangsskolen.

Man fastsætter antallet af klasser ud fra en prognose, der bygger på de gamle skoledistrikter, uden at medtage den søskende-prioritering, man politisk har vedtaget som tildelingskriterie. Det er tåbeligt. Det kan jo aldrig give et nogenlunde retvisende billede af, hvor forældre ønsker, deres børn skal gå.

Faktisk har vi ikke så meget til overs for den politiske prioritering, hvor afstand til skole også indgår, nu vi er blevet anvist til den afdeling, der ligger 3. længst væk ud af fire (fem hvis man tæller Ejby med).

Vestervangsskolen er en skole omringet af store veje og kommunegrænsen. Som om det at krydse O3 ikke var slemt nok i sig selv, så er den ydermere underlagt et letbanebyggeri, der ikke giver plads til sikker skolevej de næste mange år. Et byggeri der ligeledes medfører øget tung trafik med den risiko for højresvingsulykker, dette måtte medføre.

Vi siger nej tak til, at vores drengs trivsel skal være en del af denne politiske forsøgsordning.

Svar 1: Det er nødvendigt på grund af pladsen på skolen

Af Piet Papageorge (V), Medlem af Børne- og Skoleudvalget og spidskandidat for Venstre

Kære Jacob

Jeg vil gerne lægge ud med, at understrege, at jeg i den grad forstår jeres frustration over, at I ikke har fået jeres skolevalg opfyldt, ligesom at det kan virke vanvittigt, at jeres dreng hver dag de næste ti år skal krydse Ring3 med henblik på at komme i skole. Da jeg ikke har de specifikke oversigter over ønsker, bopæl og ansøgninger, vil jeg i stedet i dette læserbrev forsøge at beskrive, hvorfor der ikke er tale om hverken ”forsøgsordninger”, ”politiske spil”, ”manglende fornuft” eller ”tåbeligheder”, men derimod noget så simpelt som kapacitet.

Udgangspunktet er, at forældrenes ønsker skal honoreres. Dette kræver dog, at der er plads på de skoleafdelinger, forældrene ønsker, at deres barn skal gå på. Fordelingen finder sted ud fra en betragtning af, hvor stor kapaciteten på de enkelte skoleafdelinger er.

Det siger sig selv, at der ikke kan oprettes flere klasser, end hvad der fysisk er muligt. For eksempel fremgår det af sagen fra september (i Børne- og Skoleudvalget) og oktober (i kommunalbestyrelsen), at der ikke er kapacitet til mere end to nye klasser på Nordvang, fordi der ikke er plads – af referatet fremgår, at jeg personligt spurgte ind til netop dette.

Der er således ikke tale om en aktiv politisk beslutning om, at der skal gå færre på Nordvang for at få flere på Vestervang, men det er derimod en konsekvens af, at skolen er helt fyldt med elever. Der er således heller ikke tale om forsøgsordninger, hvor vi hovedløst prøver os frem, i stedet er et det udtryk for, at det eneste sted på Glostrup Skole, at der er ledige klasselokaler, det er på Vestervang.

Årsagen til, at der er ledig plads på Vestervang er nok den, at beboersammensætningen har ændret sig meget siden ”gamle dage”, hvor min mor voksede op på Stadionvej 141 og gik på Vestervang sammen med et hav af hav af andre børn. I dag bor der ikke synderligt mange børn i det traditionelle Vestervangskvarter (omringet af de store veje Hovedvejen og Ring 3).

Den utopiske løsning ville være, at alle vores lokaler skulle påmonteres hjul, og at vi på den måde ville kunne transportere lokalerne derover, hvor der er brug for dem. Dette kan dog ikke lade sig gøre. Den løsning, vi er kommet op med nu er, at brande Vestervang som profilskole, og der er kommet rigtig positive tilbagemeldinger de sidste par år, så den store indsats, der af personalet lægges på Vestervang giver pote. Om det løser problematikken på den lange bane, det ved jeg ikke.

Som jeg ser sagen, er det store Columbusæg at få sat de mange ledige lokaler på Vestervang i spil, således at kapaciteten bliver mere ligelig for alle byens borgere. Om det er branding/image, skolebusser, udskolingsskole, helt eller delvist frasalg, eller noget syvende, det ved jeg ikke, men der er i hvert fald ingen lette løsninger, hvad end man kan blive bundet på ærmet.

Endeligt vil jeg gerne takke dig og din gruppe for halvanden times snak i Solvangsparken i søndags. Det har givet mig meget at tænke over, og jeg har en fornemmelse af, at vi fortsat kommer til at være i tæt dialog.

Svar 2: Hej Jacob

Af Kasper Damsgaard (S), formand for Børne- og Skoleudvalget og spidskandidat for Socialdemokratiet

Jeg kan som far sagtens forstå din frustration. Som forældre vil og skal man selvfølgelig altid vægte sit barns tarv højst. Det er jeg helt med på. I denne situation ville jeg i virkeligheden også ønske, at vi ’bare’ kunne gøre som alle andre år. Nemlig give dispensation og afvige fra de max. 22 elever pr. klasse.

Dette ville være den letteste løsning, men absolut ikke den bedste løsning på sigt. For der er ingen tvivl om, at netop disse dispensationer er en del af samme problem, som din familie oplever i dag.

For når kommunalbestyrelserne gennem snart 10 år har givet dispensation til børn fra alle områder af Glostrup til en anden afdeling end den, de bor nærmest ved, så kommer deres søskende jo i virkeligheden foran i køen de efterfølgende år og optager den plads, som I føler, at I burde have haft.

Det, at vi har søskendegarantien, er jo i virkeligheden fint og fortsat også et meget vigtigt kriterie i min optik. Derfor mener jeg heller ikke længere, at vi politikere kan være bekendt at løse dette gentagende problem med lappeløsninger, som dispensationsreglen jo i virkeligheden er udtryk for.

Sidste år i kommunalbestyrelsen lovede vi så også hinanden, at vi ikke i fremtiden ville give disse dispensationer. I sidste ende ville reglen om max. 22 elever pr. klasse også bare vise sig at være tomme valgløfter, hvis vi vælger ikke at efterleve det. Så dit og andre børn er ikke en del af en politisk forsøgsordning. Kommunalbestyrelsen lever bare op til de vedtagne målsætninger. En målsætningen om klassestørrelser som mange forældre i øvrigt er glade for.

Så for at slutte hvor jeg startede, så forstår jeg dig som far. Men som politiker mener jeg, at vi skal have gjort op med disse dispensationer. Både for de kommende generationer af skolebørns skyld, men egentlig også for at vi som politikere agerer troværdigt i forhold til et max. på 22 elever pr. klasse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top