fbpx
Vallensbæk Byhave afvist af klagenævn
Side-14-15-Byhaven-View-fra-Motorvej-1.jpg
Byggeriet af Vallensbæk Byhave er blevet afvist i Planklagenævnet. Illustration: Vallensbæk Kommune
VALLENSBÆK. Det store, ambitiøse byggeri Vallensbæk Byhave er blevet afvist af Planklagenævnet, fordi det ligger i et område med for meget støj

Der var store ambitioner for byggeriet Vallensbæk Byhave, der skulle erstatte de gamle erhvervsbygninger på området mellem Egeskovvej og Køge Bugt Motorvejen. Planen indeholdt i alt 518 boliger i op til 18 etager, inklusiv et privat plejehjem. Hele lokalplanen er blevet kendt ugyldig af Planklagenævnet.

Afgørelsen er en længere sag på 20 sider, som kommunens jurister ikke har tygget sig helt igennem endnu.

Centralt står spørgsmålet om støjen fra motorvejen. Lige nu støjer det mellem 68 og 73 decibel i området. Planen var at bygge med støjreducerende facade og vinduer, så støjen indendørs kunne komme ned på 33 decibel med lukkede vinduer. Der er dog et krav om, at der med åbne vinduer højest må være 46 decibel. Da decibel-skalaen er logaritmisk, svarer en stigning på 10 til en tidobling af lydstyrken. Der skulle altså laves en konstruktion, der fjerner over 99 procent af støjen med åbne vinduer.

Klagen over lokalplanen indeholdt en masse punkter, men Planklagenævnet afviste sagen alene på punktet om trafikstøj. Der kan i nogle tilfælde dispenseres fra reglerne om støj, for eksmepel hvis et eksisterende boligområde skal omdannes. De gamle erhvervsbygning er dog ikke et eksisterende boligområde, så den dispensation kan ikke bruges, skriver nævnet, der også afviser et par andre muligheder for at dispensere for støjgrænserne.

– De har ophævet lokalplanen. Så kan jeg jo være tilfreds, det var det, vi ville opnå, siger Erik Kærgaard Kristensen (Vallensbæklisten), der er en af klagerne.
Spørgsmålet er nu, hvad der skal ske i området. Søren Wiborg (S) ønsker et helt nyt projekt, måske ved at flytte Egeskovvej. Kenneth Kristesen Berth (DF) opfordrer til at undgå nye krumspring for at få et nyt boligprojekt i området. Borgmester Henrik Rasmussen (K) skriver, at nu skal grundejerne have lov at vurdere, hvad de ønsker.

Erik Kærgaard Kristensen håber, at der kan blive bygget et parkeringshus til at skærme for motorvejsstøjen og at Vallensbæk Ungdomsskole så kan flyttes til området.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top