fbpx
Udviklingen af Sportsbyen rykker nærmere
2021-03-18_at_15-36-16_DJI_FC7303_DJI_0584x.jpg

Foto: Robert Hendel

Kommunalbestyrelsen i Brøndby har vedtaget en strategisk udviklingsplan for Sportsbyen. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Kommunalbestyrelsen vedtog tidligere på måneden den strategiske udviklingsplan for Sportsbyen. Den giver blandt andet eksterne aktører mulighed for at købe jord på området for at etablere idrætsrelateret erhverv

De færreste er efterhånden i tvivl om, at Brøndby er en kommune, der har sport som omdrejningspunkt.

En af landets mest eksponerede fodboldklubber holder til i kommunen. Det samme gør en lang række af dansk idræts interessenter, som blandt andet tæller ikke færre end 62 specialforbund under Danmarks Idrætsforbund. Alle holder de til i det, der i fremtiden skal være Sportsbyen i Brøndby, som kommunen har store visioner for.

Målet for Brøndby Kommune er, at flere virksomheder og organisationer vil placere sig i Sportsbyen, der tidligere er udpeget som et regionalt udviklingsområde.

For et år siden vedtog kommunalbestyrelsen en vision for Sportsbyen, som indeholdt fem centrale punkter. Visionen skulle danne grundlag for den strategisk udviklingsplan for området. Første fase blev behandlet på det seneste møde i kommunalbestyrelsen den 10. marts i år.

– Vi åbner for, at der kan blive etableret nye 20.000 etagemeter med idrætsrelateret erhverv. Samtidig sikrer udviklingsplanen, at der kan blive skabt en række levende byrum, der kan være med til at give nyt liv til hele området, forklarede borgmester Kent Magelund (S), inden udviklingsplanen blev vedtaget.

Med udviklingsplanen får kommunen mulighed for at sætte projekter i gang, der kan lukke udearealerne i Sportsbyen op med mulighed for at integrere sport og bevægelse i hverdagslivet. Tidligere har borgmesteren fortalt, at Sportsbyen skal være et område, der indbyder til bevægelse.

Et af de første fysiske aftryk på området bliver etableringen af en bred trappe og en fodgængersti, der vil lede ind i Sportsbyen fra busstoppestedet på Brøndbyvester Boulevard, der fra juni kommer til at hedde Borgmester Kjeld Rasmussens Boulevard.

Derudover er det planen at gøre stedet mere tilgængeligt med offentlig transport. Derfor bliver buslinje 500S, der betjener området, opgraderet til en såkaldt +way bus. Det skal ifølge Kent Magelund fremover gøre det nemmere og mere attraktivt at komme til og fra Sportsbyen med offentlig transport.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top