For første gang siden 2010 er kvinderne fra Brøndby Volleyball Klub ikke i finalen, når der spilles om det danske mesterskab.
I weekenden stod afgjorde Holte i egen hule semifinaleslaget mellem ærkerivalerne, der betyder, at Brøndby Volleyball Klub spiller om bronze i slutningen af måneden.
Gæsterne fra Brøndby fik ellers en flot start på kampen og hev første sæt hjem med cifrene 25-20 på en god solid servemodtagning, som gav gode muligheder for effektive angreb på midten af Mette Breuning og Julie de Blanck.
I andet sæt lagde Holte et højere servepres, og kvaliteten i Brøndbys servemodtagning faldt tilsvarende. Brøndbys spil blev for let at læse, og Holte trak fra og kom på 14-7, inden Brøndby i Sofia Bisgaards serv var ved at få kontakt ved 14-12. Afstanden på to point holdt ved, indtil Holte ved 17-15 tog et afgørende ryk til 23-15. Kort efter lukkede hjemmeholdet sættet med 25-17.
Servemodtagningen var i tredje sæt lige så svingende, og efter at have været foran med 10-8, fik Holte et overtag som bragte dem på 19-14. Brøndby fik dog næsten lukket hullet igen ved 19-18. Nærmere kom Brøndby dog ikke, og Holte hev tredje sæt hjem med 25-19.
Fjerde sæt sluttede med de samme cifre, og Holte kunne derfor fejre, at finalepladsen var hjemme.
Set med Brøndby-øjne blev den sikret alt for hurtigt. Brøndby havde torsdag aften alle muligheder for at tvinge Holte ud i endnu et opgør, men også her glippede det til sidst. Brøndby havde ellers Holte helt nede i sækken og første komfortabelt i fjerde sæt. Det lykkedes dog ikke at lukke kampen, som Holte endte med at vinde i fem sæt. Dermed er Brøndby ude af kampen om at vinde danmarksmesterskabet i denne sæson.