fbpx
Samlede affald i vinterferien
DSC09367.jpg

Børnene hyggede sig med at samle affald ved Pilehaveskolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen

Børnene hyggede sig med at samle affald ved Pilehaveskolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Flere steder i Vallensbæk var børn ude at samle affald i vinterferien. De ved nemlig godt, det er vigtigt at passe på naturen

Bag Pilehaveskolen stod Stine Elmer Madsen fra Vallensbæk Kommunes projekt Madborgerskab torsdag eftermiddag med en kæmpe gryde varm kakao og nogle sunde rug-kager med chokolade-smag. Rundt omkring på skolens område rendte børn fra SFO’en rundt med hver sin pose, en gribetang og et par plastik-handsker og samlede affald. I samarbejde med DGI og We Walk var børn flere steder i kommunen nemlig ude at samle affald.

– Projektet handler om at lave noget aktivt i vinterferien og få børnene udenfor, enten med deres familier eller når de er på SFO, siger Stine.

Om onsdagen stod hun ved Haveje på Vallensbæk Strand, og der var også en indsamlingsdag i landsbyen. På den måde kom projektet rundt i hele kommunen, og man undgik at få samlet for mange børn og forældre på et sted.

– Projektet handler om at få ryddet op ved de danske strande. Men vi er en meget aflang kommune, så det er smart, at børnene her
fra Pilehaveskolen ikke skulle ned til stranden, siger Stine.

Ved det godt

På Pilehaveskolens legeplads har et par børn fundet en gammel, noget snasket vante. Skal vi gemme den? spørger de til en voksen i nærheden, der dog hurtigt vurderer, at der nok ikke er nogen, der vil bruge vanten igen. Selvom der egentlig er rygeforbud på hele skolens område, lykkes det også børnene at finde at par cigaretskodder bag en busk.

Børnene ved godt i forvejen, at de ikke må smide affald i naturen.

– Børnene er den miljøbevidste generation. De siger selv: ’det er vigtigt vi samler skrald, vi skal redde dyrene, vi skal redde vores planet, mennesker skal ikke smide skrald, hvor der er dyr og natur.’ De har snakket om det med voksne og ved godt, hvad det drejer sig om. Så er det så skræmmende at se, at der stadig er alt muligt skrald, der ligger rundt omkring. Så der er nogle, der har glemt det igen, siger Stine Elmer Madsen.

Børnene lånte gribetænger af kommunen til at samle skrald med.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top