fbpx
Pas på din mentale sundhed i coronatiden
2020-07-31_at_13-29-21_DSCF4160x_glostrupkommune_Web.jpg

Glostrup Kommune. Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Med hjælp fra Glostrup Kommunes sundhedsteam er her nogle gode råd til, hvordan man kan komme igennem den sidste del af nedlukningen med humøret i nogenlunde behold

I foråret gik vi til udfordringen med krum hals i håbet om, at vi hurtigt kunne komme denne virus til livs. Det viste sig dog, at coronavirus ikke var sådan at komme af med. Nu har corona-pandemien stået på så længe, at mange er ved at være trætte.

Vi har ramt corona-muren. Når hverdagen gennem længere tid ændres som følge af corona-restriktionerne, kan vores trivsel og mentale sundhed blive påvirket. Mange oplever bekymringer og nye afsavn, fordi vi har mindre kontakt til andre og fordi vi er begrænset i at gøre det, vi plejer.

Flere af vestegnskommunerne har i perioder haft et højere smittetryk sammenlignet med andre kommuner, hvilket for mange har givet ekstra bekymringer.

Selvom det ser ud til, at vi går en lysere tid i møde, og at samfundet kan åbne mere op i takt med, at flere og flere bliver vaccineret, må vi stadig holde ud lidt endnu. Der er heldigvis en del, som vi kan gøre for at tage vare på vores egen og vores nærmestes mentale sundhed og trivsel.

Gode råd

Hverdagens faste rutiner giver en følelse af tryghed og kan bidrage til at bevare trivsel og livskvalitet. Det er derfor en god idé at holde fast i så mange af hverdagens rutiner som muligt i denne anderledes tid. Du kan f.eks. fortsætte med at stå op og gå i seng som du plejer. En god hverdagsvane kan også være at spise på de vante tidspunkter, og fortsat få klaret de hjemlige gøremål, som du plejer.

Fysisk og mental aktivitet har en positiv indflydelse på din sundhed og trivsel. Fysisk aktivitet behøver ikke at være anstrengende for at det gavner dit helbred og løfter humøret. Hverdagsaktiviteter som havearbejde eller rengøring tæller også med. En gåtur i frisk luft og dagslys løfter også humøret. Hjernen kan holdes i gang ved at læse en bog, lægge puslespil, spille et spil eller lytte til musik.

Vi har brug for at se og tale med andre mennesker, da samvær med andre giver en følelse af at høre til og hjælper ofte på humøret. Der er mange måder, hvorpå vi kan holde kontakten og gøre noget sammen – på afstand. Vi kan tale med hinanden over telefon eller videoopkald, oprette familie- eller vennegrupper på sociale medier, hvor der er mulighed for at dele billeder fra hverdagen, skrive breve eller gå en tur med god afstand.

Det er vigtigt at huske på, at vi alle er med til at gøre en forskel når vi holder afstand, ser få mennesker, vasker og spritter hænder mm. Uvisheden om, hvor længe Danmark skal være lukket ned, kan være særligt hård. Derfor er det vigtigt at huske sig selv på, at vi hver især udretter noget og gør en stor forskel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top