fbpx
Overraskelsen udeblev trods drømmestart for Brøndby
2021-03-10_at_13-58-08_Fujifilm_X-T4_DSCF4941x.jpg
Nanna Christiansen og Brøndby faldt med ære mod Olympique Lyon. Foto: Robert Hendel
SPORT. Nanna Christiansen sendte Brøndby i front mod de franske storfavoritter fra Lyon, da de to hold spillede returkamp i UEFA Women's Champions League. Desværre var det ikke nok for de blå-gule, der tabte opgøret med 1-3

Onsdag eftermiddag jagtede Brøndbys fodboldkvinder den helt store sensation i returopgøret i UEFA Women’s Champions League mod franske Olympique Lyonnais, som har vundet turneringen de seneste fem år i træk. Og det begyndte godt.

Efter 10 minutter bankede Nanna Christiansen de blå-gule i front, da hun sendte et hårdt skud af sted mod gæsternes mål. Sarah Bouhaddi i Lyon-målet fik fingerspidserne på bolden, men det var ikke nok til at forhindre kuglen i at passere målstregen.

Gæsterne viste sig dog at være for stærke, og det hårdt kæmpende Brøndby-mandskab var i resten af halvlegen presset helt i bund. Der skulle dog en fejl i Brøndby-forsvaret til, før der blev bragt balance i målregnskabet. Nyerhvervelsen Katrine Winnem Jørgensen fik ikke sparket bolden ordentligt væk, og den endte for fødderne af Nikita Parris, der let kunne udligne for storfavoritterne fra Lyon.

10 minutter var Nikita Parris i oplæggerens rolle, da gæsterne efter en hurtig omstilling bragte sig foran. Hendes tværaflevering blev rettet af to gange, inden kantspilleren Melvine Malard hamrede bolden ind uden chance for Naja Bahrenscheer i Brøndby-målet.

Lyon kom på tavlen igen fem minutter efter pausen, da kampens kroatiske dommer pegede på straffesparkspletten, idet hun skønnede, at Maja Kildemoes tog hånden til hjælp. Fra straffesparkspletten øgede anfører Wendie Renard gæsternes føring til 1-3.

Gæsterne var tæt på endnu en scoring, da Lyon-højrebacken Janice Cayman hamrede bolden på stolpen, men Brøndby red stormen af og faldt med ære.

Nederlaget på 1-3 i returopgøret betyder, at Lyon går videre til kvartfinalerne med en samlet sejr på 5-1.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top