fbpx
Marlene Frandsen skifter til Liberal Alliance
MF.jpg

Marlene Frandsen stiller op til kommunalvalget for sit nye parti, Liberal Allicane. Foto: Mette Frandsen

Marlene Frandsen stiller op til kommunalvalget for sit nye parti, Liberal Allicane. Foto: Mette Frandsen
GLOSTRUP. Marlene Frandsen, der i forrige uge forlod Venstre, er blevet medlem af Liberal Alliance, der dermed får deres første medlem af kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune. Hun forventer at stille op til valget til november

Som Folkebladet skrev i sidste uge, har Marlene Frandsen meldt sig ud af Venstre efter uenigheder om den politiske linje blandt andet på skoleområdet. Hun meldte sig i sidste uge i stedet ind i Liberal Alliance. Derfor er partiet nu for første gang repræsenteret i kommunalbestyrelsen i Glostrup Kommune.

– Jeg har altid været en politiker med klare liberale holdninger. Personlig frihed, stærke frivillige fællesskaber og en ambitiøs erhvervspolitik er vigtig for mig, hvilket det også er for Liberal Alliance. Her kan man være mere klar liberal i sin politik end det har været muligt for mig i Venstre. Det kan jeg godt lide, udtaler Marlene Frandsen i en pressemeddelelse.

Marlene Frandsen er næstformand i Børne- og Skoleudvalget. Et af hendes store ønsker er, at der bliver skabt mulighed for en privatskole i Glostrup, hvilket hun har arbejdet for i flere år. Det vil ifølge hende sikre et mere reelt frit skolevalg for kommunens forældre. Det arbejde vil hun nu fokusere mere på.

– Jeg brænder for Glostrup. Der er et stort potentiale og jeg har masser af energi. Jeg ved godt, at politik er en holdsport, så derfor betyder det noget om man står alene eller om man har et parti. Derfor er jeg glad for, at jeg har kunnet finde hjem i Liberal Alliance, siger hun,

Glæde på borgen

Partiets talsperson i Glostrup, Troels Bennike, er glad og stolt over, at partiet nu er repræsenteret i kommunalbestyrelsen:

– Det er en markant styrkelse af partiet, at vi nu sidder i kommunalbestyrelsen med en erfaren repræsentant, som kan sætte liberale aftryk på hverdagen i kommunen og styrke partiets profil på Vestegnen. Især skole- og erhvervspolitikken betyder meget for os. Det er områder som vi nu sammen vil kæmpe for rykker i en mere liberal retning, siger han.

Troels Bennike forventer selv at blive opstillet til kommunalvalget, det samme gør Marlene Frandsen.

Fra Christiansborg hilser man også det nye byrådsmedlem på vestegnen velkommen:

– Det er en stor glæde at få Marlene Frandsen med på vores kommunale hold. Det er afgørende, at vi har stærke og kompetente kræfter til også at kæmpe den liberale frihedskamp lokalt. Her passer Marlene rigtigt godt ind, siger politisk leder af Liberal Alliance, Alex Vanopslagh.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top